23948sdkhjf

Ekspert: Kevin Magnussen havde brug for en pause

En pause på tre uger siden sidste Formel 1-grandprix var tiltrængt for Kevin Magnussen, mener John Nielsen.
Når Barcelona i weekenden lægger bane til årets første europæiske Formel 1-grandprix, er det efter en pause på tre uger for Formel 1-feltet.

En pause, som især danske Kevin Magnussen (McLaren) har haft brug for. I hvert fald hvis man spørger den danske motorsportslegende og Formel 1-kommentator hos TV3+, John Nielsen.

- Jeg tror, at Formel 1-presset har fanget ham. Det er et forpligtende og stressende liv at være Formel 1-kører, siger John Nielsen.

- Ud over det at køre bil er der en masse andre ting, der skal passes. For eksempel er der mange forpligtelser over for sponsorerne, mens hele mediestormen også skaber et stort pres.

- Man kan ikke gemme sig nogen steder. Det er et fuldtidsjob, lyder det fra den erfarne racerkører.

Han vurderer, at pausen har været gavnlig for Kevin Magnussen og McLaren-teamet i det hele taget.

- Kevin har talentet, og hvis bilen fungerer, så leverer han også, det er der ingen tvivl om. Det har vi jo allerede set, siger John Nielsen og henviser til Magnussens andenplads ved grandprixet i Melbourne.

McLaren har haft en række tekniske problemer ved de seneste grandprixer, hvor resultaterne også har svigtet. Senest i Shanghai blev Magnussen kun nummer 13, mens teamkammeraten Jenson Button måtte nøjes med 11-pladsen.

Samtidig kæmper McLaren og mange af de andre teams med at knække koden til de rette downforce-indstillinger. Indstillinger, som skal sikre, at bilerne har et godt vejgreb for eksempel kan holde en høj hastighed i svingene.

- I Formel 1 udvikler man konstant på at få bilerne til at køre hurtigere i svingene, og McLaren er kommet dårligere fra start end for eksempel deres konkurrenter Mercedes og Red Bull, siger John Nielsen.

Grandprixet i Barcelona er det femte i årets Formel 1-sæson og køres på søndag på Circuit de Barcelona-Catalunya.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094