23948sdkhjf

Goodyear åbnede sine allerhelligste haller

For første gang fik verdenspressen lov til at smugkigge på laboratorierne, hvor gummiet blandes, på design-afdelingen med computersimulering og på prototype-testarbejdet. Motor-magasinet var med.
Kameraerne blev låst inde, og mobiltelefoner i lommerne fik klistermærker over linserne. Først herefter fik 130 pressefolk fra hele Europa lov til at besøge de tidligere tophemmelige afdelinger hos amerikanske Goodyear, hvis udviklings- og testcenter i Luxembourg, gennem to års intenst arbejde, har udviklet det nye UltraGrip 9 vinterdæk – afløseren for det prisvindende UG8, som er den interne betegnelse på Goodyearsk for forgængeren.

I hvide kitler og med beskyttelsesbriller fik vi mulighed for at blande rågummi, silica, sulfur, vegetabilsk olie og de øvrige ingredienser for ved selvsyn at konstatere, at "de der runde sorte ting" under bilen er højteknologi, så det basker.

- Hvem er mere stolte af deres baby end nybagte forældre? Sådan har vi det her, og vi synes, tiden var inde til at dele lidt af den passion og stolthed, stedet besidder, ved at lade jer pressefolk møde nogle af de 1000 ingeniører, forskere og teknikere fra cirka 40 lande, der forener kræfterne hver dag imellem deres afdelinger for at udvikle nye dækprodukter, sagde udviklingschef Xavier Fraipont ved velkomsten.

Design styrer udviklingen

Udviklingen af et nyt dæk begynder med et fællesmøde for specialister i 15 afdelinger. De bidrager med deres ekspertise til det nye produkt og tæller eksperter inden for blandt andet design, materialer, kemi og fysik, produktion og marketing. Når kundernes behov for et nyt dæks præstationer er afklaret, baseret på indsamlede data fra markedet, laver designafdelingen et udkast, og det er denne afdeling, der styrer hele den efterfølgende tekniske udvikling. Teknisk afdeling bruger derefter designet som grundlag for prototypeudvikling, test og videreudvikling.

Goodyear UltraGrip 9 har været igennem en lang proces med hele 3000 prototypedæk. I alt er der vurderet omkring 70 dækspecifikationer. Der er testet 14 designkombinationer og sammenlignet med ni konkurrenters nuværende dækserie – som det færdigudviklede UG9 dæk overtrumfer ved at præstere 5-8 procent bedre på såvel sne, is, tør og våd vej takket være nye materiale-formler og nyt design.

Syv fysiske vinterdæktests er gennemført på testområder i blandt andet Finland, Frankrig, Schweiz og New Zealand, foruden 600 våd- og tørvejstest, samt maskintest, på Luxembourg-anlægget.

- Udviklingen af et nyt dæk er altid en kæmpemæssig opgave med samspil af flere hundrede ingeniørers specialviden, hver inden for deres fagområde. Det er lige som et puslespil med hundredvis af brikker, der skal hænge sammen for at frembringe et dæk, som kan blive en allround-vinder, siger Xavier Fraipont.

Rågummi lugter af laks

Dæk til de nordiske lande lugter anderledes end til andre dele af verden – for vores klima kræver brug af rågummi, der lugter at røget laks, mens andre markeder behøver syntetisk gummi i dækblandingen.

På laboratoriet for såkaldt "compound" udvikling – de forskellige dækmasser alt efter hvor laget sidder i dækket – får vi at vide, at forskellen på dæks kvalitet simpelthen hænger sammen med råmaterialernes kvalitet, og herefter den blandingsopskrift, laboratoriet udvikler. Motor-magasinet kunne således ikke få at vide, hvilke afgrøder Goodyear bruger i sin vegetabilske olie, der er med til at blødgøre de forskellige typer gummimasse.

Især brug af silica er kritisk i gummiblandingerne, da silica er vandbaseret og derfor ikke binder kemisk naturligt til gummi, så massen risikerer at bliver grynet eller tør. Som en bedre middagsbuffet havde kemikerne opstillet ingredienserne i en række glas til det nye Goodyear UltraGrip 9, der opvarmes til 160 grader i blandingsprocessen – overraskende udgør silica tilsyneladende tre gange så meget som selve gummi-andelen.

4000 årlige materialetest

I alt 17 materialer bruges i forskellige blandinger til 12 forskellige compounds i dækket – hver compound med sine helt specielle egenskaber. Laboratoriet i Luxembourg udfører 8000 miks og 4000 materialetest årligt, hvilket resulterer i to millioner testresultater på forskellige dæk.

Compounds i alle dækkets lag skal balancere med dækkets design og yde den rette stivhed eller blødhed de rigtige steder. Forbedringen i UltraGrip 9, i forhold til forgængeren, er slidbanens evne til at modvirke slitage. Desuden forbliver UG9 blødere ved lavere temperaturer end UG8.

Død gummi giver varme

Som pædagogisk stunt viste laboranterne, hvordan en gummibold sprang højt til vejs ved kast, mens en anden nærmest lå død på grund af den kemiske blanding – et sådant dæk vil generere alt for høj varme, fordi det ikke afgiver energi ved belastning. Ved at fryse sommerdæk-gummimasse kunne laboranterne knække gummiet som krystal, mens vinterdæk-gummi forblev fleksibelt ved minus 50 grader celcius.

De vigtigste ingredienser i dækmasse er:

Ÿ Naturgummi eller syntetisk gummi

Ÿ Silica, modvirker slitage

Ÿ Carbon black for vulkaniseringsprocessen

Ÿ Voks/antioxydanter, modvirker ælde og revner, når dæksiderne udsættes for sol, regn og ozon

Ÿ Sulfur, vigtigt i kemiske strukturer

Ÿ Vegetabilsk olie, blødgør gummimassen

Goodyear har set store forbedringer på råmaterialer gennem årene men peger især på polymerne – gummiet – der bliver stadig bedre til at binde til silica, hvilket har ført til kraftigt mindsket slitage og øgede vådbane-egenskaber for dækkene.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094