Silkeborg Bilernes By har fået ny formand
Henrik Thomsen fra Globus Biler har afløst Jesper Elstrøm fra Poul Munk som formand for Silkeborg Bilernes By.
Den nye formand er en erfaren herre i bilbranchen. Henrik Thomsen er 48 år, indehaver af Globus Biler og Thomsen Biler i Silkeborg, og har været i branchen siden 1989. Han har siddet i bestyrelsen for Bilernes By i flere omgange og er ifølge en pressemeddelelse fra foreningen en rigtig ildsjæl.
- Jeg ved godt, det er en stor opgave, jeg overtager, men jeg er parat til at bruge den tid, der skal til, og jeg glæder mig til samarbejdet med den øvrige bestyrelse, siger Henrik Thomsen.
De to øvrige nye bestyrelsesmedlemmer er Ole Winther, indehaver af Ole Winther A/S, og Glenn Mogensen fra Autoforum. De erstatter Anker Lemminger fra Sand Jensen A/S og Jens Fisker fra Jens Fisker Automobiler.
En oplevelse
- Vi vil arbejde målrettet med øget profilering af Silkeborg som værende Danmarks bilby nr. 1 og udbygning af foreningen Silkeborg Bilernes By. Ingen andre steder i Danmark finder man så stor koncentration af kvalitets salgsbiler inden for et så lille geografisk område, og det budskab skal vi naturligvis udbrede i endnu højere grad, udtaler Henrik Thomsen.
- Vi i Silkeborg Bilernes By sikrer kunderne den ønskede tryghed og kvalitet i enhver bilhandel. Vi dokumenterer, at solgte biler er uden skjult restgæld. Medlemmerne er alle nøje udvalgte, seriøse bilhuse, der indestår for bilernes kilometer-tal og kvalitet. Vi vil løfte bilkøbet til en god oplevelse i Silkeborg for hele familien i samarbejde med byens øvrige erhvervsliv og turisme, lover Henrik Thomsen.
Fremadrettet vil foreningen via det fælles website www.bilernesby.dk, Facebook samt øvrige medier informere om fælles nye tiltag.