23948sdkhjf

Ny sjællandsk Nissan-forhandler

P.M. Olsen i Slagelse og Kalundborg sælger nu også Nissan fra 1. maj.
Nissan oplevede en salgsstigning på hele 30 procent i 2013 i forhold til året før. Og med flere helt nye produkter på hylderne forventes væksten at fortsætte i løbet af 2014. Senest har modtagelsen af den nye Qashqai oversteget alle forventninger, hvor der blot en måned efter den officielle lancering er modtaget mere end 2300 kundeordrer, oplyser den danske Nissan-importør, Nissan Nordic Europe.

Nissan-mærket bliver nyt i forretningerne i Slagelse og Kalundborg fra 1. maj, da der ikke har været en Nissan-forhandler i disse to byer et stykke tid. Men P.M. Olsen er absolut ikke ny - tværtimod. I 2001 flyttede firmaet til den nuværende adresse i Ndr. Ringgade 1 i Salgelse og repræsenterer i dag et af byens største bilhuse. Og i Kalundborg er forretningen på Elmegade 34 også veletableret. Den vil fremover udelukkende handle med Nissan-biler.

Indehaver af P.M. Olsen, Jess Andersen, udtaler:

- Selv om vi allerede nu sælger godt 2000 biler om året, har vi store forventninger til vækst med Nissan i vores forretninger. De har et bredt modelprogram med mange nyheder, der enten lige er introduceret eller bliver det snart. Og når man ser på modtagelsen af den nye Qashqai, er det nyheder, som folk vil have. Så ja, vi glæder os rigtig meget.

Fire mærker

P.M. Olsen har allerede kendskab til japanske biler, da de i forretningen i Slagelse også forhandler Mazda foruden Opel og Citroën. Og nu altså også Nissan. I Kalundborg vil der fremover kun sælges Nissan, men stadig være serviceværksted for Opel og Chevrolet. Derimod har forhandleren opsagt samarbejdet med Mitsubishi.

- Nissan er en af de bilproducenter i verden, der rent faktisk tjener penge. Jeg tror, det er fordi, de formår både at tilpasse sig med konkurrencedygtige produkter til rigtige priser. Men ligeså vigtigt fordi de formår at udvikle sig og kommer med nyheder, der skiller sig ud fra mængden. Det er lige nøjagtig det, der gør det spændende nu at skulle til at arbejde med og sælge Nissan-biler, siger Jess Andersen.

Jens Larsen er pr. 1. maj ansat til at varetage salget af Nissan hos P.M. Olsen A/S. Han er et kendt ansigt i byen af mange fra både bil- og fodboldverdenen.

Indenfor ganske kort tid starter forhandleren i øvrigt en udvidelse af de eksisterende bygninger i retning mod Kalundborgvej. Her opføres 330 ekstra kvadratmeter, der skal rumme en ny Opel Concept afdeling. Det lokale bilhus beskæftiger godt 50 ansatte.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078