Sådan smages sejrens sødme
Flere danskere har haft stort held med at køre i Le Mans. I 2009 blev den danske nationalsang dog spillet første gang ved sejrsceremonien, og det var ikke til ære for Tom Kristensen.
Mindet tilhører Casper Elgaard, der sad bag rattet, da den Porsche RS Spyder, der netop havde fuldført 24 timers Le Mans som den bedste i LMP2-klassen, blev hyldet.
- Da vi stod på podiet og den danske nationalmelodi blev spillet, var det første gang det skete. Nogensinde. Det er jo teamet, de spiller den for, ikke køreren. At se alle de Dannebrogsflag, der var der og stå øverst på podiet, efter at have kørt først over målstregen i et løb, som man altid har drømt om at prøve at køre, det står meget tydeligt i tankerne for mig, mindes Casper Elgaard og fortsætter:
- Jeg kan næsten tegne eller tage et print af ceremonien, når jeg lukker øjnene. Jeg ved lige præcis, hvordan det var og vil kunne vise dig, hvor alle flagene stod. Det er det bedste, jeg har oplevet i min karriere. Alle ens sejre, alle ens titler betyder noget på hver sin måde, men at stå øverst på skamlen på Le Mans er bare så stort. Det er det største.
Casper Elgaard husker det som en weekend, hvor alt gik teamets vej.
- Alt lykkedes. Vi vandt løbet på SPA, hvor jeg satte pole position, og det samme skete på Le Mans. Jeg havde også hurtigste omgang under løbet, og vi vandt. Alt spillede. Bilen gjorde intet forkert. Mekanikerne lavede fantastiske pit-stop, og vi tre kørere kørte fejlfrit. Det var imponerende at prøve, at alt bare går ens vej.
Bag enhver god racerkører er der et hårdtarbejdende team - det kunne være mantraet fra Casper Elgaard, som ikke kunne være teamsamarbejdet foruden.
Siden 1992 har Casper Elgaard deltaget i racerløb, hvor der er et team involveret i større eller mindre grad. Uanset hvad, så er teamet vigtig for at det hele går op i en højere enhed. Det er ligegyldigt at køreren er hurtig, hvis bilens mekanik ikke virker. Og omvendt.
- Mekanikerne til Le Mans er jo en kæmpe del af det hele. Samarbejdet kan være forskelligt fra team til team. I 2008 og 2009 havde vi et dansk team med Team Essex, og alle vores mekanikere var danske. Vi havde godt også nogle få folk fra Porsche, men ellers var alt andet dansk, og der havde vi et utrolig tæt forhold. Det var folk, som jeg havde været i team med i mange år, for jeg havde også været i team med dem tidligere på DTC, siger Casper Elgaard.
Sådan behøver det dog ikke at være, ved han, uden at det nødvendigvis behøver at være en dårlig ting.
- Der er også andre typer teams, hvor man selvfølgelig hilser lidt på mekanikerne og griner med dem, men reelt set, har man ikke et samarbejde med dem, for det hele går igennem engineeren.
Det går altid fra kører til engineer, fra engineer videre til chefmekanikeren og så fra chefmekanikeren ud til mekanikerne. Det er normen. Men jeg kan personligt godt lide at have et godt forhold til dem alle sammen. De arbejder nogle gange på tidspunkter af døgnet, hvor vi andre bare kan ligge og sove, og det er jeg glad for.
Le Mans og følelserne
Selv for en kører, som har deltaget otte gange, er det specielt at komme til Le Mans. Historien betyder alt.
For Casper Elgaard er Le Mans et helt specielt, historisk løb, som han tror har betydet noget specielt for alle racerkørere, om man så har deltaget dernede eller ej.
- For mit vedkommende startede det jo som en lille dreng, da jeg så Le Mans-filmen med Steve McQueen. Det er jo sådan et sted, hvor jeg, selv om jeg har været der så mange gange, stadigvæk får kuldegysninger, når jeg træder ind i pitten. Der er bare så meget historie i det løb, at det går under huden på en.
Casper Elgaard er endt i top tre halvdelen af de otte gange, han har kørt Le Mans. En tredjeplads og to andenpladser og højdepunktet var førstepladsen i 2009. Første podieplads var i 2003.
- Det var mit andet Le Mans-løb, men dengang var jeg ikke rent fysisk på podiet, selv om jeg blev toer. Det er kun de tre overordnede vindere samt vinderne i de forskellige klasser, der kommer på selve podiet, forklarer han.
Det var ellers ikke meningen, at Casper Elgaard skulle have kørt det år. Han havde haft debut i 2001, hvor han udgik, var ikke med i 2002 og havde egentligt ikke forventet at skulle køre Le Mans i 2003.
- Men jeg fik et opkald fra John Nielsen en uge før Le Mans, det vil sige to uger før selve løbet, fordi den aftale, holdet ellers havde med en skotte, var gået i vasken. Så hvis jeg ville, måtte jeg meget gerne komme med ud og køre. Det ville jeg rigtig gerne, siger han og fortsætter:
- Vi havde helt klart den bedste bil, nej, den hurtigste bil, må jeg hellere sige. For vi havde netop den hurtigste bil i P2-klassen det år, men desværre var det også en bil, som havde en masse problemer, så vi holdt en del i pitten. Men vi kunne stadigvæk køre en andenplads hjem, for når vi var på banen, hentede vi meget tid. Det var sammen med John Nielsen og japaneren Shimoda.
Og så er der de mange danskerne, som deltager hvert år. Under løbet er det nok begrænset, hvad man som kører ser til dem, men når Casper Elgaard ikke er i bilen, lægger han meget mærke til de mange danske flag.
- Om fredagen bruger de danske kørere dagen til at besøge de danske camps og snakke med de danske fans, det er altid en stor fornøjelse at gøre det. Det er en tradition, som egentlig kun de danske kørere gør.
Når døden kommer for tæt på
Som racerkører skal man forholde sig til de farer, der er forbundet med den høje fart, og trods Allan Simonsens dødsfald i 2013 på Le Mans, føler Casper Elgaard sig tryg, når han kører. I 2013 var Casper Elgaard på Le Mans med TV2 som ekspert i studiet. Det var en anden måde at være af sted på, og da ulykken med Allan Simonsen skete, var det svært at forstå.
- Det var en forfærdelig ting, der skete. En hård oplevelse at være vidne til. For hele tv-holdet var det utroligt svært, for vi havde stadigvæk en professionel opgave, vi skulle fuldføre. Det var stadigvæk et løb, der skulle vises og kommenteres.
Han husker, hvordan alle prøvede at hjælpe hinanden gennem den tragedie, der var sket.
- Først da løbet var slut, kunne man lade følelserne komme frit frem. Det har været en hård oplevelse for alle dernede. Specielt for familien, for teamet, de andre kørere Kristian Poulsen og Christopher Nygaard, som kørte sammen med ham. Det var en forfærdelig dag. Og det mindede os om, at den sport, som vi udøver og elsker, kan være farlig.
Livet skal køre videre
- Som racerkørere er vi lidt specielle, hvad sådanne tragedier angår. Vi er kede af at miste en ven og kollega, men jeg tror, at på en eller anden mærkelig måde, så har racerkørere skruet hjernen sådan sammen, at fordi det skete for ham, så er det ikke ensbetydende med, at det sker for en selv. Det gør det bare ikke, fastslår Casper Elgaard.
- Men så igen - for mit vedkommende er det sådan, at der er ikke noget sted, jeg føler mig mere sikker, end når jeg er i en racerbil. Selvfølgelig ved jeg, at motorsport er farlig, men der er så mange ting, jeg kan dø af. I racerbilen føler jeg, at jeg har rimelig godt styr på det hele. Selv om der er faktorer udefra, som kan spille ind. Men der kan også være en spritbilist, som kører ind over fortovet, mens man går der. Det er ikke noget, racerkørere tænker yderligere over, andet end at vi da er meget, meget kede af, at vi har mistet Allan.
