23948sdkhjf

Hurtigere, lettere, stærkere

Danske kulfiberdele sikrer større styrke og lavere vægt. House of Composites har som den eneste danske virksomhed leveret komposit-dele til den internationale motorsport – blandt andet til Le Mans.
900 kilo! Det er det maksimale, en Le Mans racer må veje. Men jo længere ned, vægten kan komme, uden at det går ud over styrken i de materialer, som blandt andet karosseriet er fremstillet af, desto bedre. Løsningen er kompositter og nanoteknologi.

Den eneste danske leverandør af kompositter, som har formået at leve op til de krav, der stilles for at blive leverandør til den internationale motorsport – blandt andet til Le Mans – er House of Composites ApS, som har adresse i landsbyen Ødis, en halv snes kilometer syd for Kolding.

Indtil for nylig har både udvikling og produktion foregået på adressen Ødis Enghave 2, men virksomheden har netop taget en større, lejet hal i brug på Vamdrupvej, hvor produktionen af blandt andet hele karosseriet til en supersportsvogn og forskellige industrielle komponenter til andre brancher skal foregå, mens udviklingen fortsat skal blive i de hidtidige lokaler.

- Det er meget spændende at arbejde for motorsporten, men der er desværre ikke kontinuitet nok i det til, at vi alene kan leve af den. Så heldigvis breder anvendelsen af kompositter sig til andre brancher. Vi får et ben mere at stå på, og vi forsøger nu at finde to medarbejdere mere til den nye produktion, fortæller Tim M. Hansen.

Effektivitet

Han stiftede House of Composites i 2005, men fortsatte med at arbejde hos LM Glasfiber, indtil 2007. Da var arbejdsmængden i hans eget firma vokset så meget, at han kunne leve af det. Det var hans satsning på primært motorsport og sportsvogne, som nu havde givet resultater.

House of Composites fremstiller komponenter af kulfiber. Det har ingen danske konkurrenter, men flere europæiske. For at kunne konkurrere med dem og stadig tjene penge, er det nødvendigt hele tiden at arbejde med nye og mere effektive fremstillingsprocesser. Det er lykkedes blandt andet at fremstille forme hurtigere og billigere end konkurrenterne. Og efter anskaffelsen af en autoklave på 3,2 meter i længden og 1,2 meter i diameter kan der både fremstilles større emner og kompositter med en højere fiberprocent og tilsvarende lavere epoxyprocent. Desuden er fremstillingsprocessen hurtigere.

- Vi kommer op på 65 procent kulfiber og kan nøjes med 35 procent epoxy, hvor det normale er 50/50, og Formel 1 ligger i dag på 55-60 procent kulfiber, forklarer Tim M. Hansen.

- Vore kompositter har dermed større styrke og er mere stive, samtidig med, at den samlede vægt er lavere. En endnu større autoklave står på ønskesedlen, da det vil give nye og interessante muligheder, men det er også en større investering.

Eneste i Danmark

Tim M. Hansen er uddannet automekaniker og er derefter uddannet diplomingeniør fra Ingeniørskolen i Aarhus med speciale i kompositmaterialer. Han har arbejdet med kulfibermaterialer hos Terma i Grenå og LM Glasfiber i Lunderskov, og i mange år har han interesseret sig for motorsport.

- Ingen i Danmark havde dengang opbygget nogen forretning med kulfiberkomponenter til motorsporten. Så inden jeg så småt gik i gang i 2005, foretog jeg en lille privat markedsundersøgelse. Jeg gik ganske enkelt rundt blandt kørerne på Jyllands-Ringen og talte med dem, om det var noget, der blev benyttet, men det var ikke så udbredt den gang, fortæller Tim M. Hansen.

Han købte en racerbil fremstillet i glasfiber og byggede en kulfiberbil ovenpå. Et par danske teams – Den Blå Avis og Team Essex – indenfor standardbiler var lidt interesserede, men det var ikke det danske marked, Tim. M. Hansen skulle leve af.

- Vi levede af DTC, blandt andet Team DBA og Team Essex i Danmark i to år, inden vi også begyndte at levere til blandt andet Le Mans. Vi var dog fra start klar over, at det på sigt ikke var det danske marked, vi skulle leve af.

- Pengene lå i udlandet og i Le Mans og Formel 1, men her boede konkurrenterne også. Så det gjaldt om ikke at gøre det samme som dem, men at udvikle en anden proces, da der også er tale om højere lønninger i Danmark. Det er så lykkedes, siger Tim M. Hansen.

Diskretion

En forudsætning for at kunne levere til de forskellige teams er, at House of Composites ikke oplyser navne på sine kunder. En enkelt af dem, som har gjort sig godt bemærket på Le Mans, kan Tim M. Hansen han dog godt afsløre. Det er Team Pescarolo, som blev dannet i 2000 af franskmanden Henri Pescarolo. Det var en af House of Composites gode kunder som startede det hele. Teamet blev dog for et års tid siden erklæret konkurs. Ikke af sportslige årsager, men fordi nogle sponsorer angiveligt ikke holdt sine aftaler. Firmaet er stiftet i 2005 af Tim M. Hansen, der er uddannet mekaniker og diplomingeniør fra Ingeniørhøjskolen i Århus. Tim M. Hansen har tidligere arbejdet som R&D Composite Material Engineer i Terma og som ansvarlig for udvikling af nye injektionsmetoder hos LM Glasfiber. Tim M. Hansen har ingen problemer med at løfte et biltag fremstillet i komposit-materiale.

- I år har vi ikke noget med på Le Mans, da vi har koncentreret os om andre projekter, men vi forventer at komme med igen. Desuden leverer vi nogle komponenter til Formel 1, og vi har fået en del gode tips om, hvor vi ikke alene kan matche det, der benyttes nu, men endda gøre det bedre og med store besparelser. Men vi har parkeret det lidt, da det ville gå ud over noget andet, forklarer Tim M. Hansen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078