Rattet rundt med motorsporten
HEN OVER SOMMEREN vil Cinemateket i Gothersgade 55, København, vise en række af de mest berømte spillefilm over temaet racerløb, krydret med dokumentar og oplæg af motorsports personligheder. Kavalkaden består af i alt ni film, og blandt de oplægsholderne er Formel 1-kommentator Peter Nygaard, DASUs tidligere Præsident C.C. Hansen, Thorkild Thyrring samt Jason Watt. Programmet er sammensat i samarbejde mellem Det Danske Filminstitut og Dansk Automobil Sports Union. Se også www.dfi.dk
MARCO SØRENSEN FIK igen points med fra Belgien i Formula Renault 3.5 Series, men ikke af dem der tæller ret meget - det blev til en tiendeplads ud af 16 gennemførende.
SUPERCUPPEN BØD ENDNU en gang på nogle fine kampe om placeringerne på Ring Djursland. Nicki Kristensen i Seat Ibiza kørte en sikker sejr hjem foran Mikkel Bang Johansen i VW Polo 1,8 GTi Turbo og Steffen Larsen i Renault Clio RS.
I Citroën DS 3 Cup kørte Kim Lund Johansen sig op gennem feltet og erobrede førstepladsen foran Anders Rohde og Jørgen Worthmann.
I FORMEL FORD VANDT Frederik Schandorff en sejr under Midsommerløbet på Ring Djursland. Denne gang dog under pres fra Mathias Weinrich Smith. På tredjepladsen kom endnu en Mathias med efternavnet S. Kristensen.
I SPECIAL SALOON PÅ Ring Djursland vandt Claus Christensen sit tredje løb i sin danskbyggede Aquila racer foran Christian Siepmann i BMW M3 E92, der blev bedre og bedre gennem weekenden. Nicolai Aaberg Hansen i sin Radical SR3 tog tredjepladsen.