23948sdkhjf

Katalysatoren runder skarpt hjørne

Som den første europæiske bilproducent indførte Opel katalysator på hele modelprogrammet. Det er nu 25 år siden.
I april 1989 besluttede Opels ledelse i Rüsselsheim, at alle Opel modeller med benzinmotor skulle udstyres med katalysator som standard. Få måneder efter var 19 af 20 solgte Opel med benzinmotor udstyret med en katalysator. Den har medvirket til at mindske emissionerne fra personbiler med 90 procent.

Opel blev dermed den første bilproducent i Europa, der gjorde denne miljøteknologi til standardudstyr på alle modeller. Siden er emissionerne fra personbiler med benzinmotor reduceret til mindre end ti procent i forhold til niveauet, før katalysatoren blev taget i brug. Katalysatoren blev også den direkte årsag til, at benzinselskaberne stoppede med tilsætning af bly til benzinen for at hæve oktantallet, for blyholdig benzin må ikke bruges på biler med katalysator.

Politiet viste vejen

Allerede fem år tidligere - i 1984 - solgte Opel den første bil med katalysator. Det var en Ascona 1,8, der blev overdraget til det tyske politi den 7. december. Samme år påbegyndte 1000 medarbejdere hos Opel udviklingen af katalysatorer, og der blev investeret mere end tre milliarder kroner i udviklingsarbejdet. Opel kunne drage nytte af viden om katalysatorer hos moderselskabet General Motors, der på det tidspunkt var verdens største producent af katalysatorer målrettet det amerikanske marked. Allerede i 1988 var det muligt at få det som ekstraudstyr på de fleste Opel modeller, og mere end 200.000 biler blev solgt med katalysator som ekstraudstyr året før, det blev standardudstyr på alle modellerne.

Miljøbevidstheden begyndte så småt at melde sig inden for transportsektoren, og katalysatoren blev indirekte lovkrav i hele EU i 1992 med indførelsen af Euro 1-normen, der kun kunne opfyldes af biler med benzinmotor med brug af katalysator.

Euro 4 emissionskravene blev indført 2005, og samme år tilbød Opel partikelfilter til alle dieselbiler. Det var fire år tidligere end kravet om partikelfilter, der blev indført i 2009. I år indføres Euro 6 på alle nye modeller.

- Udviklingen fra Euro 1 til de nyeste Euro 6 krav har mindsket udslippet af sundhedsskadelige stoffer med 90 procent. Med Euro 6 tager vi fat på en ny udvikling. Nu er det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt en ny bil er ren eller ej. Alle nye biler er relativt set rene, så nu bliver de blot endnu renere, siger Andreas Dindorf, Engineering Group Manager hos Opel.

Mere effektive motorer

Uskadeliggørelse af udstødningsgassen er dog ikke den eneste måde at mindske miljøbelastningen på. Mere effektive motorer er i sig selv en miljøgevinst.

- Vi har navnlig fokus på at mindske tiden, hvor motoren kører og på optimering af forbrændingen ved at udvikle nye indsprøjtningssystemer. Det er et arbejde, der aldrig vil blive tilendebragt. Vi kan hele tiden bruge teknologien til at forbedre forbruget og dermed mindske CO2 udslippet, så vi vil aldrig kunne sige, at vi har nået vores mål, siger Andreas Dindorf.

Opel har taget fat på en omfattende fornyelse af motorprogrammet, og inden 2016 vil 80 procent af de motorer, der blev anvendt i 2013, være erstattet af helt nyudviklede motorer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.244