23948sdkhjf

Det er Motor-magasinets skyld

Hvor utroligt det end måtte lyde, så kommer de fleste reservedele til Morris og Austin fra Danmark, og det var en annonce, der startede det hele.
Det var en lille beskeden annonce i Motor-magasinet, der var starten på det, man som dansker godt kan tillade sig at kalde et automobilteknisk eventyr. Forinden havde Morris entusiast Anton Kamp købt partier af Morris reservedele op fra de bilforhandlere, som var gået over til andre mærker. Samtidig fornemmede han, at der var et potentiale i de gamle Morris biler, så derfor satte han i midten af firserne en beskeden annonce i Motor-magasinet.

Forventningerne var ikke ligefrem skyhøje, men den gav mere end pote, for det viste sig, at mange andre manglede reservedele. Det resulterede i, at det som før havde været salg på hobbybasis, nu blev en levevej.

Eksport til hele verden

På trods af Anton Kamp på det tidspunkt havde solgt sin egen virksomhed for at gå på fuldtid som Morris 1000 reservedelsgrossist, var der alligevel store huller i sortimentet. Selv når han henvendte sig til danske Domi og i Morris hjemlandet England, oplevede han, at der var dele, som uigenkaldeligt var udgået, og som der samtidig var en stor efterspørgsel på.

Det fik han til at spekulere på, om det var muligt, at få disse dele genproduceret. Samtidig vidste han også ganske udmærket, at disse replika dele også skulle være økonomisk overkommelige, så derfor så han sig om efter et egnet sted, hvor delene kunne produceres.

Dyre lærepenge

Valget faldt på den gamle britiske koloni Sri Lanka, det tidligere Ceylon. Her var der en arbejdskraft, som prismæssigt var gunstig, og samtidig var det også et sted, hvor de gamle produktionsmetoder endnu ikke var gået i glemmebogen, og hvor der også var et tilsvarende gammelt produktionsanlæg.

- Jeg rejste til Sri Lanka, og der fik jeg fat i nogen, som kunne lave reservedele. Det var i 1992. I begyndelsen gik det langsomt. Når jeg ser tilbage på det, var det en lang proces, og jeg har både betalt mange og dyre lærepenge. Som mange andre før mig måtte jeg sande, at forskellene mellem det høje nord og syden er stor. Men efter en lidt hård og ujævn start, kører det i dag stort set ukompliceret.

Har 20 mand beskæftiget på Sri Lanka

I dag kan Anton Kamp nøjes med at rejse til Sri Lanka to-tre gange årligt. Når han er der, handler det ofte om produktion af nye dele eller om at godkende prototyper til serieproduktion af nye dele i sortimentet. Når han ikke er der, kan resten af kommunikationen varetages enten med via e-mail, sms, mobiltelefon eller så foregår den via Skype.

I dag er det ikke kun Morris 1000 dele, det handler om, men i høj grad også mærker som Austin, MG, Triumph, Riley, Wolsley og Mini. Kort sagt bliver der nu nyproduceret dele til samtlige biler indenfor det felt som engang var en del af BMC, British Motor Corporation. Der er tale om dele fra lige omkring 1950 og frem til den bitre ende for den britiske motorindustri. Paletten af mærker er udvidet, da der nu også bliver produceret dele til andre mærker.

- I dag er der, hvor utroligt det end måtte lyde, en 100 procents dækning hvad angår dele til Morris 1000. Kun lige med undtagelse af komplette karosserier, men de fås i renoveret stand, lyder udmeldingen fra Anton Kamp.

Satser på kvalitet

Ifølge Anton Kamp er der mange dårlige replika dele i omløb, men for ham er kvaliteten det primære. Og det er der mange, der har bemærket, for i dag er Anton Kamp manden, som står bag de fleste af de dele, som fremstilles til Morris 1000 bilerne på verdensmarkedet.

Eksporten er meget stor, og der køres rent faktisk lastbillæs af dele til grossister i England fra Danmark. Fra Asferg har han solgt dele til folk i lande som Trinidad, USA, Rusland, Indien og mange andre steder. Salget af dele til de andre mærker indenfor BMC koncernen er i stigning, og her ser Anton Kamp et meget stort og uopdyrket potentiale.

Én gang Morris altid Morris

For Anton Kamp er Morris 1000 bilen over dem alle. Rent faktisk er han så glad for Morris 1000, at han udelukkende kører i Morris 1000. Selv når han skal besøg til de grossister i England, som han eksporterer dele til, kører han fra Asferg nord for Randers i sin elskede fire-dørs Morris 1000. Nummer to bil er ikke overraskende også en Morris 1000, og det er i form af en Pick Up, og bil nummer tre er en to-dørs Morris 1000.

Yngre kræfter skal tage over

I dag er der, udover Anton Kamp på 75 år, også Kurt Bech Jensen i firmaet. Selv om Anton Kamp stadig er i fuldt vigør, er han begyndt at tænke på at generationsskifte firmaet. For at gøre det så let som muligt kan de begge kan følge med som almindelige ansatte under ny ledelse. Det vil sikre, at den specialviden de to har, kan komme den nye ejer til gode.

Skulle nogen være interesseret, er nummeret 86443295.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078