23948sdkhjf

Vil sikre åbne platforme for ny bilteknologi

Den fri konkurrence på reparationsmarkedet bliver truet, hvis lovgiverne ikke vedtager effektive regler om reelle valgmuligheder til forbrugerne, mener brancheforeningen AUTIG.
Når eCall bliver obligatorisk i biler fra 2015, trækker den nye teknologi flere udfordringer med sig, som truer såvel mærkeværksteder som uafhængige reparatører - og med dem både forbrugerne og en række andre aktører i branchen. Teknologien indebærer, at bilerne billedlig talt kommer til at hænge i en navlestreng fra bilfabrikkerne, og de vil være et forsvarsløst mål for bestræbelser på at afskærme markedet for konkurrence på bilernes vedligeholdelse, lyder det fra AUTIG.

Flere toneangivende internationale organisationer med tilknytning til markedet for bilreparation og vedligeholdelse har derfor fundet sammen om synspunkter på lovgivningsarbejdet, der vedrører eCall-teknologien og den udbredelse af telematik i køretøjer, som er på vej til at forandre bilisternes dagligdag.

Teknologien reducerer følgerne af trafikulykker og forbedrer overlevelsesmulighederne, når uheldet har været ude, men åbner samtidig et hav af muligheder for kommerciel udnyttelse. Der bliver ikke blot tale om vejhjælp, fjerndiagnosticering og forebyggende vedligeholdelse, men også om en meget selektiv annoncering af bilfabrikkens andre tilbud til den enkelte bilejer.

I Danmark hilser AUTIG det tværgående samarbejde på lovgivningsområdet velkommen.

- Netop nu er reglerne om eCall i bilerne under udformning i EU og det er helt afgørende for branchens udvikling, at der bliver sat fokus på konsekvenserne af lovgivningen, siger direktør Frank R. Hansen fra AUTIG.

Åben og lige adgang

Det er brancheforeningens synspunkt, at eCall bliver et vigtigt fremskridt for sikkerheden på vejene og at de komplementære tjenester om få år vil forekomme helt uundværlige. Men AUTIG mener også, at en åben og lige adgang til at anvende teknologien er nødvendig for at sikre den fremtidige konkurrence på markedet.

- Udbydere af alternativer til bilfabrikkernes tilbud skal have mulighed for at give forbrugerne et frit valg, uden at teknikken stiller hindringer i vejen. Det kan kun ske gennem åbne, ikke-diskriminerende platforme, som tolererer input fra andre aktører end bilfabrikkerne, påpeger AUTIG-direktøren.

Det internationale samarbejde, der nu er kommet i stand, omfatter i følge AUTIG så forskellige interesser som forsikringsselskaber, forbrugerorganisationer, leasingselskaber, autoværksteder og leverandører af bildele. Organisationerne bag samarbejdet vil informere lovgiverne i Bruxelles og oplyse bredt om teknologiens fordele og om de risici, der er forbundet med en mulig begrænsning af konkurrencen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094