Fernando Alonso: Red Bull har aldrig været på tale
Formel 1-stjernen regner med at blive de næste mange år hos Ferrari. Alonso håber på succes i 2014.
BBC havde ellers berettet, at Alonso selv pressede på for at få et sæde hos Red Bull, der i mandags hyrede australske Daniel Ricciardo i stedet for Mark Webber, som stopper efter denne sæson.
- Det var kun rygter. Der har været mange rygter - omkring Red Bull, om et sabbatår. Så mange rygter.
- Jeg har tre og et halvt år tilbage hos Ferrari, og jeg har til hensigt at respektere den kontrakt og forhåbentligt forlænge den lidt, siger Fernando Alonso til BBC.
Spanieren, der vandt VM for Renault i 2005 og 2006, skiftede til Ferrari i 2010. Alonso har efter skiftet til Ferrari fået baghjul af tyske Sebastian Vettel i Red Bull.
I denne sæson er spanieren 46 point efter Vettel på VM-seriens førsteplads.
- Vi får i øjeblikket ikke de resultater, vi gerne vil have, men vi arbejder meget hårdt.
- Til næste år kommer der nye regler, og det åbner døren for mange hold, der kan stoppe den dominans, som Red Bull har haft de seneste år. Så vi har store forhåbninger til næste sæson, siger Fernando Alonso.
Den 32-årige spanier har været meget omtalt de seneste dage, da han er i gang med at købe sig ind på det nuværende Euskaltel-Euskadi-mandskab, der er truet af lukning.
/ritzau/