Gazelle-nominering til bilhus i Grindsted
Der er smil over hele linjen hos Bilhuset Claus Lützhøft i Grindsted. Det jyske bilhus er nemlig blevet nomineret til titlen som Gazelle-virksomhed af dagbladet Børsen.
- Vi fik to nye bilmærker ind i forretningen, herunder ikke mindst Renault, som også har vækstet kraftigt siden. Desuden lykkedes det os at få ordrer i hus til nogle store virksomheder, blandt andet i kraft af, at vi fik gang i vores salg af varebiler. Alt sammen var det med til at gøre os stærkere i en periode, hvor mange blev svagere" siger Claus Lützhøft.
For bare at blive Gazelle-nomineret kræver det, at virksomheden gennem de seneste fire regnskabsår har fordoblet omsætningen eller bruttoresultatet. Det har Claus Lützhøft og de tyve ansatte formået, og sidste år var omsætningen på 116 millioner kroner.
- For at sikre fortsat vækst skal vi hele tiden kigge indad og sikre, at vi udfører vores arbejde, så kunderne altid får den bedste oplevelse. Det er en helt afgørende forudsætning for en sund forretning og fortsat vækst", siger Claus Lützhøft.
Gazellepriserne blev uddelt på fire konference rundt om i Danmark fra 1. til 9. oktober.