FTZ fastholder position
Nyt tilfredsstillende årsregnskab i vente fra Danmarks største autogrossist.
- De mange nye tiltag, koncepter og generelle vækstinvesteringer, som vi har foretaget over de seneste 7-8 år, gør, at vi i dag kan holde momentum og stå solidt på begge ben - også i lidt sværere tider, udtaler FTZs øverste chef, Jens Sørensen, og han fortsætter:
- Vores branche er hele tiden i bevægelse. Der kommer blandt andet flere og flere varenumre til. Faktisk er der en stor tilvækst hver eneste uge. Om få år skal en dygtig grossist kunne håndtere flere end 500.000 varenumre. Det kan alle ikke vedblive at holde kapital til.
Sidder på halvdelen
- Det forventes desuden, at generelle services mere og mere bliver noget, branchen bare forventer at "få med". FTZ tilbagelægger nu flere end 75.000 kilometer hver eneste dag rundt på de danske veje. Vores 355 varebiler servicerer Danmarks mekanikere med konstante varestrømme i et mere og mere finmasket set-up, siger Jens Sørensen.
På producentniveau - leverandørsiden ind til grossistverdenen - tror han, at flere og flere vil blive nødt til at gå sammen.
- Der er for mange udbydere af de samme produkter, hvorfor flere og flere joint ventures vil se dagens lys, ligesom nogle virksomheder vil vælge at fusionere eller frasælge divisioner. Desuden bliver fremtidens biler mere og mere komplicerede, hvilket stiller krav til "tungere" investeringer med en længere tilbagebetalingsperiode, og ikke alle har en stærk nok regnskabsbalance til dette, mener Jens Sørensen.
FTZ oplyser at have en markedsandel på over 50 procent i Danmark, og selskabet forventer at øge andelen yderligere over de kommende år.
- Vores kunder kan stole på os. Vi gør det, vi siger, og kunderne kan fremadrettet regne med endnu mere fra vores side. Vi bestræber os hele tiden på at gøre det bedre end i går, og vi holder aldrig op med at udvikle nyt, lover Jens Sørensen.