23948sdkhjf

Bilsalget slår alle rekorder

2013 ser ud til at nå et salg på 176.000 biler.
Allerede nu har salget af nye biler i 2013 slået alle rekorder. Fra den 1. januar til og med den 15. december er der solgt 173.904 personbiler, hvilket svarer til en stigning på knap seks procent i sammenlignet med samme periode sidste år. Den hidtidige rekord fra 2011 lød på 169.794 solgte personbiler. Hvis bilsalget de sidste dage af december ligger på samme niveau som sidste års salg, vil 2013 ende med bilsalg over 176.000, hvilket er historisk højt.

Det er i høj grad private, der har købt biler i 2013. I 2011 stod husholdningerne for 49 procent af bilkøbene, mens det i 2013 er steget til næsten 65 procent. Afgiftsændringen tilbage i primo 2012, der gjorde erhvervsleasing dyrere, har dermed en vedvarende effekt på erhvervenes bilkøb.

- Det er et stykke tid siden, vi udnævnte 2013 som et rekordår, og det er jo selvfølgelig glædeligt, at vores forudsigelse holdt stik. Men at bilsalget kommer til at runde 176.000 overrasker mig alligevel. Jeg kan dog ikke forestille mig, at bilsalget ikke vil kunne fortsætte i samme flotte tempo i 2014, siger Danmarks Automobilforhandler Forenings direktør, Jens Brendstrup.

Mikrobilerne har været populære i 2013 med en markedsandel på 33 procent. Sammenlignet med 2011 er det en stigning på knap 12 procentpoint. I de sidste fire måneder er mikrobilernes markedsandel imidlertid faldet, og især den lille familiebil er blevet mere populær. Det er positivt for forhandlerne, da avancen er større på familiebilerne end på mikrobilerne.

- I 2014 bliver der måske ikke solgt lige så mange biler, men det er min forventning, at vi vil se en stigende efterspørgsel efter lidt større biler, og derfor kan 2014 faktisk blive et godt år for bilforhandlerne, selvom bilsalget ikke nødvendigvis rammer samme høje antal som 2013, siger Jens Brendstrup.

Benzin distancerer diesel

Den største andel af de nye solgte personbiler er benzinbiler. Det skyldes, at regeringen omlagde ejerafgiften pr. 1. januar 2013, hvilket gjorde dieselbiler relativt dyre i forhold til benzinbiler. Det har haft en markant effekt på fordelingen af bilsalget i 2013.

Dieselbilernes markedsandel er faldet fra 40 procent i 2012 til 31 procent i 2013, det svarer til et fald på cirka 16.000 dieselbiler, hvis man sammenligner januar til og med november 2013 med samme periode i 2012. Registreringsafgiftsændringen pr. 1 januar 2014 gør det endnu dyrere at købe en diselbil. Derfor vil skiftet mod benzinbil være endnu kraftigere i det nye år. Afgiftsændringen gør det derimod billigere at købe større benzinbiler, det vil øge efterspørgslen efter større benzinbiler, oplyser D.A.F.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125