Jens Ole Kristiansen har lukket og slukket MA Autoparts på Fulbyvej i Sorø, som har været drevet af René Mejer Andersen siden 2008. MA Autoparts har primært leveret dieselpartikelfiltre, katalysatorer og udstødningssystemer, men især salget af partikelfiltre blev slet ikke som forventet. Leverandørerne har blandt andet været tyske HJS og Eberspächer.
Varelager og inventar er nu solgt til JN AutoParts A/S på Karolinevej i Slagelse, ligesom René Andersen er flyttet med over til JN per 1. juni.
Jens Ole Kristiansen har været eneejer af MA Autoparts det sidste halvandet år.
- Vi vil hermed meddele, at JN AutoParts A/S (JNAP) har overtaget lager, import og salg fra MA Autoparts ApS i Sorø. Rene Mejer Andersen vil fra den 7. juni arbejde med salg hos JNAP. Vi er klar til at betjene kunderne med katalysatorer, partikelfiltre og udstødninger samt resten af sortimentet hos JN AutoParts A/S (
www.jn.autoparts.dk), oplyser Jens Nielsen fra JNAP i en meddelelse til kunderne.
Bittert
Til Motor-magasinet siger Jens Ole Kristiansen, som tidligere har solgt sine Peugeot-forretninger i Sorø og Slagelse, at MA lukkes ned med et stort underskud.
- Det er altid bittert at tabe penge, og jeg har sat 2,5 millioner kroner til. Vi har ikke været dygtige og heldige nok, samtidig med at de store planer for partikelfiltre og miljøzoner i Danmark slet ikke er blevet til noget. Jeg nærmer mig nu pensionsalderen og er hermed ude at autobranchen.
- Vi var fire indehavere fra start, men jeg stod alene tilbage til slut, tilføjer han.