23948sdkhjf

Vettel: Jeg er ikke skyld i Mark Webbers farvel

Formel 1-verdensmester Sebastian Vettel afviser, at han er skyld i, at holdkammeraten snart stopper i klassen.
Torsdag meddelte Red Bull-køreren Mark Webber, at denne sæson er hans sidste i Formel 1.

Den australske veteran, som til august fylder 37 år, skal fremover køre sportsvogne for Porsche.

Straks derefter blev der spekuleret i, om bruddet med det bedste hold i Formel 1 skyldes det anstrengte forhold mellem Webber og holdkammeraten Sebastian Vettel.

Det afviser 25-årige Vettel, som har haft overtaget i Red Bull og blandt andet vundet VM-titlen de seneste tre år.

- Jeg har enorm respekt for Mark på banen som kører. Jeg tror, at meget uden for banen er blevet blæst op mere, end det burde have været. Der er egentlig ikke sket noget uden for banen.

- Det er et faktum, at vi ikke er de bedste venner, og det kommer vi nok aldrig til at være.

- Det var grund nok for jer i medierne til at gøre et stort nummer ud af tingene. Men vi har aldrig fokuseret på at ændre noget mellem os, siger tyske Vettel ifølge AFP.

Tidligere i år var der kæmpe drama på banen, da Vettel og Webber kæmpede om sejren ved det malaysiske grand prix i marts.

Webber førte løbet, mens Vettel lå sikkert på andenpladsen, og Red Bull-ledelsen havde over hold-radioen meddelt, at Webber og Vettel skulle køre sikkert i mål i de placeringer, de havde på banen.

Det mente Vettel ikke. Han angreb sin holdkammerat aggressivt og snuppede til sidst sejren foran en tydelig sur Webber.

- Jeg synes, at vi har snakket nok om den episode. Jeg tror, at hverken Mark eller jeg er glade for det, der skete, men jeg tror ikke, at sådanne ting ændrer verden fra i dag til i morgen.

- Vi havde også forskellige meninger for tre år siden ved det tyrkiske grand prix (hvor holdkammeraterne kørte ind i hinanden, red.), og vi havde et succesfyldt partnerskab efterfølgende, siger Vettel.

I weekenden af køres det britiske grand prix på Silverstone-banen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063