23948sdkhjf

Intelligent mersalg med kundestyring

Der er forskel på at have CRM og på at få succes med CRM, mener Mikael Moeslund, Easy2Click, der tilbyder bilforhandlerne automatisk salgs-intelligens.
Efter ti år på det tyske marked er de to biløkonomer Mikael Moeslund og Jakob Knudsen nu ved at trække alle de gode erfaringer syd fra grænsen til de trængte danske bilforhandlere. De mener nemlig, at deres CRM-kundestyringssystem Easy2click kan gøre en forskel herhjemme og give stort salg og mersalg – også i forbindelse med småbilsalg, hvor avancen er lille, og hvor kunderne fedter med tegnebogen til ekstraudstyr.

- Der er forskel på at have CRM og på at få succes med CRM. Det skal være enkelt og intelligent at bruge kundeinformationer aktivt, også mellem kolleger i bilhuset, og at kunne måle på mersalg og gensalg, siger Mikael Moeslund, der selv har været bilsælger og desuden taget en MBA-eksamen.

Easy2click har taget mere end 10 år at udvikle og arbejder også med analyse via algoritmer for at udregne præcist, hvornår kunder er købsklar ud fra blandt andet kilometertal og typiske bilskifteintervaller fra lignende kunder.

5000 medarbejdere ved forhandlere og importører bruger i dag Easy2click, ifølge firmaet selv, der sidste år havde en tocifret millionomsætning og beskæftiger 17 ansatte i Köln inklusive freelancere og seks i Hasselager ved Aarhus. Systemet er internetbaseret og kræver ikke software lokalt – kun konfigurering – så man er billigt og hurtigt i gang, melder firmaet.

Tænk i nye baner

- Branchen er i forandring, og det er bilforhandlernes værktøjer også. Vi oplever, at mange forhandlere gerne vil gøre tingene på en lidt anden måde end i dag. Faldende avancer på nye biler og dalende loyalitet på værkstedet kræver, at der tænkes i nye baner, siger Mikael Moeslund og fortsætter:

- Selv om informationer om kunder og aktiviteter er nemme at indsamle, er denne viden kun værdifuld, hvis man kan bruge den til at sælge flere biler, give mersalg og samtidig gode kundeoplevelse og vinde tabte kunder tilbage. En stor multibrand forhandler mente, at det ville kræve for mange ressourcer at udnytte denne viden – ressourcer, som de gerne ville frigive til at fokusere endnu mere på kunderne. Her kommer vores intelligente CRM ind i billedet.

I Easy2click bestemmer forhandleren selv, hvordan kunden skal bearbejdes i hele kundens livscyklus, helt automatisk. Værktøjet sikrer, at planen følges og giver overskud til at bearbejde kunderne på en helt ny måde. Værktøjet sikrer, at kunderne automatisk kontaktes på de rigtige tidspunkter på både salg og eftermarked, via emails, breve eller personlige kontakter.

17 procent mersalg

Mikael Moeslund kan dokumentere, at en af hans kunder opnåede 17 procent mersalg til salg af små biler i løbet af en måned. Han tøver ikke med at love værdi efter blot 30 dage med systemet.

- Mange bilforhandlere har stiftet bekendtskab med CRM, men aldrig fået det optimale ud af kundestyring. Det får de med Easy2click. Vi elsker denne branche og har som målsætning at hjælpe de, der kan se, at CRM kan gøre en forskel ved at booste salget intelligent og automatisk, siger Mikael Moeslund.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078