23948sdkhjf

CAD ønsker færre lærlingekonflikter

Værkstedsforeningen samarbejder med Håndværksrådet om at få erhvervsskolerne til at forberede de unge til mødet med erhvervslivet.
De frie værksteders forening, CAD, deltager desværre stadig i en del konflikter mellem arbejdsgiver og lærling, hvilket ofte resulterer i ophævelse af uddannelsesaftaler. Antallet af forligsmøder, som CAD deltager i, ligger på et uændret højt niveau i forhold til tidligere år, cirka 20 møder på årsbasis. Konflikterne tager stadig udgangspunkt i almen adfærd og de forpligtigelser, der er forbundet med at være ny på arbejdsmarkedet generelt.

CAD arbejder tæt sammen med Håndværksrådet for at få erhvervsskolerne til at forbedre de unges forudsætninger mere optimalt. Håndværksrådet har, efter opfordring fra blandt andet CAD, nu iværksat en kvalitetsundersøgelse af de forskellige erhvervsskoler.

- Det er CAD’s holdning, at det skal være slut med at træde forudsætningsløs ind ad døren til en erhvervsskole. En holdning, der mere og mere vinder gehør i det politiske beslutningssystem, og CAD glæder sig til, sammen med Håndværksrådet, at få frafald og faldende faglig kvalitet på erhvervsuddannelserne højere op på den politiske dagsorden, udtalte CAD-landsformand forleden på repræsentantskabsmødet i Aarhus.

Afstemmer forventninger

CAD har også set eksempler på manglende kommunikation mellem erhvervsskolerne og virksomhederne, især når det gælder unge med specielle behov, eller unge belastet af det sociale ophav.

- I autobranchen har der altid været tradition for at påtage sig et socialt ansvar, og her mener vi i CAD, at det er vigtigt, at erhvervsskolerne også anerkender sit ansvar overfor værkstederne, sagde Henrik Pedersen.

For at imødekomme nogle af de problemstillinger og begrænse antallet af lærlingekonflikter har CAD udarbejdet et tillæg til uddannelsesaftalen. Dette tillæg skal oplyse om de mest almindelige vilkår for en ansættelse. Tillægget skal medvirke til at afstemme forventninger mellem lærlingen og mester, og dokumentet er nu tilgængelig på CAD’s intranet.

Tag en boglig lærling

Trods enkelte konflikter lyder der fra CAD en kraftig opfordring til medlemsvirksomhederne om at ansætte lærlinge. I dag står cirka 10.000 unge uden praktikplads, et tal, der i mange år ikke har været større.

- Det er kun et spørgsmål om tid, inden der kommer et opsving igen, og i CAD tror vi på, at det for alvor vil gå i den rigtige retning om et par år. Når der kommer gang i hjulene igen, vil håndværksbrancherne stå og mangle uddannet arbejdskraft – en situation, vi sidst så fra 2005 og til starten af 2008, sagde Henrik Pedersen og fortsatte:

- Det fortjener dog også at blive nævnt, at vi i autobranchen har efterspurgt flere unge med bedre boglige forudsætninger. Det er derfor glædeligt, at de nye tiltag, EUX Personvognsmekaniker og EUX Lastvognsmekaniker, nu er sat på skinner. I CAD håber vi, at branchen vil tage godt imod dette tiltag.

De to helt nye EUX-tilbud til de unge kombinerer det bedste fra erhvervsuddannelserne med relevante gymnasiefag, så de unge kan få et svendebrev og en gymnasial eksamen på samme tid, og dermed direkte adgang til flere videregående uddannelser.

De tekniske skoler i Ålborg, Nykøbing Falster, Odense/Vejle og Silkeborg udbyder EUX.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078