23948sdkhjf

Modellen som skal redde Saab

Den nye Saab 9-5 har fået mange roser, men hvad sker der med Saab, der igen har økonomiske problemer?, spørger mange.
Den nye Saab 9-5 serien skal redde den skrantende svenske koncern, som har ligget stille i nogle uger på grund af manglende betaling til leverandørerne. Den nye hollandske ejer, Victor Müller, fik forleden General Motors endelige accept til, at den russiske milliardær Vladimir Antonov går ind som ny hovedaktionær. GM ejer fortsat en del aktier, og skulle give accept for den nye aftale, som man tidligere har frarådet.

Dette har ikke meget med den nye Saab 9-5 at gøre, vil nogle sige, og dog: Med en usikker fremtid er kunderne tilbageholdne. Vi kender faktisk et par stykker, som skulle skifte deres brugte Saab 9-3 firmabil ud, men valgte at købe et andet mærke. Det er synd, for det herlige mærke Saab, med en tidligere meget trofast skare af entusiaster overalt, for Saab 9-5 er en fornem nyhed.

Bilen er ret dyr i prestigeklassen, men faktisk kun lidt dyrere end en veludstyret Ford Mondeo med 2,0 liters motor efter de vejledende priser. Saab 9-5 er stor og veludstyret med al det nye sikkerhedsudstyr, og instrumenterne er hentet fra Saab’s flydivision med head-up display i forruden, som en jager fighter.

Dieselmotor fra Fiat

Testbilen med 2,0 liters 160 hk dieselmotor koster fra 550.000 kroner, men testbilen var bedre udstyret, så prisen kom op på 724.000 kroner.

Saab tilbyder nu også leasing, med en førstegangs ydelse på 40.000 kroner for benzinbasismodellen 180 hk, plus månedlig ydelse på 5648 kroner i tre år, og op til max 45.000 kilometer, inklusive service og dæk med mere.

Dieselmotoren får Saab leveret af Fiat. Det er en gammel kending med et godt renommé. Platformen, som den nye bil er opbygget over, kommer fra Opel Insignia og Buick LaCrosse i USA, men den svenske sjæl og kvalitet er tip-top, trods dette sammenrend af moderligt ophav.

På første klasse

Når man sætter sig ind bag rattet, fornemmer man straks en førsteklasses bil. Der er startknap lige ved gearvælgeren i midterkonsollen, og sæderne er velformede, som altid i en svensk bil. Vognkanten i bunden er måske lovlig høj. Det er nok mest et problem, når man skal ud af det brede bagsæde.

Transmissionen er sekstrins automat med sekventielt skiftemulighed, når man skal overhale i en fart, og det virker. Motorens 160 hk trækker på forhjulene. Måske med for få "heste", vil nogle mene, i den næsten 1,6 ton tunge bil, men nej. Hestene virker villige.

Stærkt vanedannende

Saab 9-5 er en fornem rejsevogn til de lange rejser med plads til fem personer, plus et bagagerum på 515 liter. Vendediameteren er relativ lille i den store bil på kun 11,3 meter.

Dyrere modeller i serien trækker på alle hjul, og med motoreffekter op til 180, 220 og 300 hk har Saab et godt modelprogram.

Hvis man kører meget om natten, er det rart med Saab-systemet Night Panel, som kendes fra andre Saab modeller, der kun viser de vigtigste oplysninger uden reflekser. Det nævnte Head-up display i forruden kan justeres op eller ned, samt i styrke. Efter godt otte dages test med det nye system, var det svært at undvære i den næste testbil.

Stram komfort-undervogn

Saab har altid haft ry for sikre og komfortable undervogne. Her ingen undtagelse, men nok lidt stram for nogle, hvilket man dog hurtigt vænner sig til. På motorvejen ved høj hastighed er der ingen problemer. Vi testede nyheden på en tur til Tyskland med flere i bilen, og alle var enige om at tildele nyheden ug med kryds og bolle. Den lyder heller ikke af meget undervejs.

Diesel-versionen er nok den, som primært sælges til kunder, der kører mange kilometer årligt. Tophastigheden opgives til 209 km/t. Det passede udmærket, og 0-100 sker på kun 10,1 sekunder. Flot i den tunge bil. Saab lover et gennemsnit på 14,7 kilometer per liter. Vi kom ud med 14,1 kilometer med mest langturskørsel og mindre bykørsel.

Af ekstraudstyr havde testbilen 10 GB harddisk med navigation, pilotpakke, som er head-up display, nøglefri adgang, skiltegengivelse, justerbart midterarmlæn foran, advarsel for vognbaneskift, fartpilot, USB tilslutning, regnsensor, automatisk nedblændeligt bakspejl, parkeringssensor for og bag, aluminiumhjul, midterarmlæn bag, 12 volt udtag i bagagerummet med mere.

Jeg håber og ønsker for Saab, at selskabet får ny kapital hurtigt, og at der kommer gang i hjulene igen i Trollhättan. Det er i hvert fald en god ny topmodel, som Saab har udviklet. Det eneste, jeg synes manglede, var sidespejle med klapfunktion ved parkering, da 9-5 jo er en dejlig bred bil.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078