23948sdkhjf

Landwind dumper fælt - Sharan topper i crashtest

Kinesisk bilindustri buldrer derud af, men når det gælder sikkerhed for landets egne bilmærker, er der langt igen. I hvert fald hvis man ser på kinesiske Landwinds CV9. Multibilen dumper med et brag i årets sidste kollisionstest fra Euro NCAP, hvor den kun opnår to ud af fem stjerner. Det er et usædvanligt ringe resultat. Selv elementært sikkerhedsudstyr for nye biler såsom antiskrid-systemet ESC og gardinairbags er helt fraværende.

Det er ikke første gang, Landwind falder igennem. For fem år siden brød en af deres firehjulstrækkere fuldstændig sammen i en test udført af den tyske bilistorganisation ADAC.

- Fabrikken stak derefter halen mellem benene, så lad os håbe, at de andre kinesiske bilproducenter kan gøre det bedre, når de første kinesisk producerede biler dukker op i Danmark, siger den danske repræsentant i Euro NCAP og bilteknisk redaktør på Motor, Søren W. Rasmussen.

Årets bil C-Max i top

Anderledes godt klarer Årets Bil i Danmark 2011 sig. Både fem- og syvpersoners udgaven af Ford C-Max opnår fem stjerner i testen. Det mener FDM blot understreger Fords i forvejen høje standard.

En anden bil, der klarer testen med glans, er Kia Venga. Tilbage i marts fik den fire stjerner, hvilket Kia ikke ville have siddende på sig. Fronten, sele/airbag-systemet og bagsædet er derfor nu blevet forbedret, så Venga får fem stjerner.

- Kias anstrengelser for at opnå fem stjerner er i lige så høj grad en cadeau til Euro NCAP. Det er et tydeligt bevis på, at bilproducenterne tager sikkerheden alvorligt, og her spiller Euro NCAP en afgørende rolle. Det har vi grund til at glæde os over, siger Søren W. Rasmussen.

I alt ti ud af testens 14 biler opnår fem stjerner - med VW Sharan og den identiske Seat Alhambra som den bil, der opnår det bedste resultat.

Alle ti femstjernede biler bør derfor nu falde med de op mod 3600 kroner i fradrag, som fem Euro NCAP-stjerner udløser i registreringsafgiften.

- Vi holder hos FDM naturligvis øje med, at bilimportørerne ikke stikker statens sikkerhedsfradrag i egen lomme, bebuder Søren W. Rasmussen.

Euro NCAP resultaterne viser vi ved billederne her på sitet. En mere detaljeret bedømmelse kan læses i FDMs medlemsblad Motors decembernummer, som udkommer fredag den 3. december eller på www.fdm.dk/crashtest.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114