Peugeot er i gang med at forberede en del større ændringer i modelprogrammet. Blandt andet vises en konceptbil på Geneve udstillingen fra 4. marts, som skal være forløberen for den næste mellemklasse limousine, som i dag hedder 407. Den er efterhånden også en ældre herre med seks år på bagen.
Den næste model hedder sikkert 408, for at blive i Peugeot nummerbetegnelserne. Man har allerede taget hul på fremtiden med de to modeller, der ligner hinanden en del, Peugeot 3008 og 5008, som i øvrigt af mange, inklusive forhandlere, betegnes som noget af det bedste, Peugeot nogensinde har lavet. Det er starten til meget mere nyt.