23948sdkhjf

Massevis af udfordringer i elbilbranchen

Jobbet som elektronikfagtekniker var ikke lige noget for Christian Mikkelsen, så han søgte nye veje med biløkonomuddannelsen. Her har han alligevel fået god brug for sin tekniske baggrund, for han er den første biløkonom, der har erfaringer fra elbilbranchen.
På uddannelsen til biløkonom skal den studerende have en praktikplads fra starten. Christian Mikkelsen, 27 år, var i praktik hos importøren Renault Trucks, så elbiler var egentlig ikke hans første tanke med biløkonomstudiet. Men han fik undervejs mulighed for at komme i tre måneders praktik hos italienske Micro-Vett, som er en af Europas førende producenter af elbiler. Micro-Vett bygger biler om til elbiler og har gjort det siden 1981. I de sidste 10 år har specialet været ombygning af Fiat-biler.

-Jeg havde nogle kontakter via mit arbejde hos Renault Trucks, så praktikpladsen hos Micro-Vett var en, jeg fik via mit netværk. Det var lidt et tilfælde, at det blev elbiler, men på grund af min tekniske baggrund gav det god mening, forklarer Christian Mikkelsen, der bliver færdig som biløkonom i starten af det nye år.

Hos Micro-Vett arbejdede Christian Mikkelsen i tre måneder i alle tre afdelinger.

-Jeg startede i prototypeafdelingen, hvor jeg blev introduceret til alt det tekniske. Via min uddannelse som elektronikfagtekniker har jeg nogle værktøjer, jeg kunne bruge, så når chefteknikeren begyndte at fortælle om dioder og modstand, vidste jeg straks, hvad han talte om. Jeg fandt hurtigt ud af, hvad det er, der får en elbil til at fungere, forklarer Christian Mikkelsen.

Efter en periode i værkstedet kom han over i salgsafdelingen, hvor han blandt andet arbejdede med konkurrentanalyse, for til sidst at være en periode i serviceafdelingen, inden han vendte tilbage til Danmark, hvor der ventede en hovedopgave på cirka 50 sider.

Hele vejen rundt om elbilen

Som biløkonom bliver man i løbet af de første to år uddannet som markedsføringsøkonom, og derefter er man i praktik som biløkonom i et halvt år.

-Jeg valgte ChoosEV på baggrund af, at jeg havde været i Italien hos Micro-Vett. Her arbejder jeg med flådestyring, kontrakter og kundeservice. Jeg er blevet vant til at have mange bolde i luften hele tiden, det er meget udfordrende, og jeg har haft et stort ansvar lige fra starten, siger Christian Mikkelsen.

-ChoosEV er en ny virksomhed, der er ved at blive bygget op, så det er en spændende periode at være i virksomheden, tilføjer han.

ChoosEV sælger og leaser elbiler uden at være mærkespecifik, men har derudover at gøre med alt vedrørende elbilen.

-Vi har at gøre med hele aspektet omkring elbilen. Vi samarbejder for eksempel med det offentlige om at få infrastrukturen op at stå. Det er noget af en opgave og svarer til, hvis man skulle opbygge et netværk af benzinstationer uden, at der på forhånd var nogen benzinstationer, siger Christian Mikkelsen.

Fremtiden er elbiler

Som biløkonom er man specielt uddannet til at stå for den salgsmæssige strategi i et bilhus, men rent faktisk har Christian Mikkelsen ikke prøvet at arbejde som bilsælger.

-Jeg har arbejdet som sælger før, men jeg kan lide at være lidt mere end en sælger. Jeg kan dog godt forestille mig selv som salgsleder i et bilhus, men min plan er at blive her. Elbilbranchen udvikler sig meget hurtigt, og det er spændende at være en del af det. Her er det sjovt at gå på arbejde, og jeg tilbringer gerne meget tid her, siger han.

Han er ikke i tvivl om, at elbiler har en lys fremtid foran sig, og det med infrastrukturen falder på plads meget snart, mener han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11