23948sdkhjf

Elbil godt op at hænge

Ingeniørstuderende høster topkarakter på revolutionerende hjulophæng til elbil.
Tre ingeniørstuderende fra Ingeniørhøjskolen i Århus (IHA) har med deres bachelorprojekt deltaget i udviklingen af et revolutionerende hjulophæng til elbiler i tæt samarbejde med ECOmove ApS.

Hvor et traditionelt hjulophæng består af ståldele, fjedre, lejer og led, er det her lykkedes at konstruere et komplet ophæng i kompositmaterialer.

- Det revolutionerende i denne udvikling er, at vægten på ophænget bliver markant lavere. Det er vigtigt at få vægten ned for at mindske energiforbruget på en elbil - lav vægt er ensbetydende med længere rækkevidde, forklarer Mikkel Steen Pedersen fra ECOmove.

- Samtidigt minimerer vi antallet af bevægelige dele, fordi konstruktionen både fungerer som ophæng og fjeder.

Han forklarer, at det giver lavere omkostninger til service og udskiftning - noget, som kommer ejeren af elbilen til gode.

Hos ECOmove har man allerede monteret opfindelsen på testbiler og alle er begejstrede.

Princippet virker

- Vi fik ideen til dette ophæng og har nu fået bekræftet at princippet virker, siger Mikkel Steen Pedersen.

Hjulophænget indgår i den letvægts elbil platform som ECOmove udvikler og producerer.

Forretningsudvikler hos ECOmove, Mogens Løkke fortæller, at platformen faktisk er en komplet elbil og blandt andet danner den grundlag for den serie elbiler, ECOmove lancerer i løbet af 2011.

- Vi vil levere biler som kan appellere til stort set alle bilbrugere, og som noget helt nyt kan brugerne være med til at designe bilen. Vi oplever, at det virker attraktivt på privatforbrugeren og i høj grad på professionelle brugere inden for eksempelvis sundheds- og transport-sektoren, der nu kan få biler med optimal effektivitet og ergonomi, siger han.

Et 12-tal

De studerende, Morten Thorhauge, Jens-Jørgen Hansen og Dennis Suhr Thøgersen, har med deres projekt bevist ophængets styrke og funktion. Undervejs er designet tilpasset, fordi computermodellerne og beregninger, som er blevet bevist med fysiske opstillinger, fremviste forbedringsmuligheder.

Det samlede projekt har imponeret censorerne, og den velfortjente topkarakter 12 var belønningen.

Hos ECOmove har man tidligere gennemført succesrige projekter i samarbejde med studerende - og det vil man naturligvis gøre igen, hvis chancerne byder sig.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112