23948sdkhjf

Q8 prøvekører selvvask som alternativ til vaskehallen

Manuel vask er blandt andet populær hos tohjulede trafikanter, hvis køretøj ikke passer ind i en vaskehal til biler. Selvvask på servicestationen er betydeligt mere miljøvenlig end bilvask hjemme på villavejen, hvor det snavsede vand løber direkte ud i kloak og undergrund, påpeger benzinselskab.
Danmarks største i bilvask - Q8 med i alt 203 vaskehaller på sine Q8 servicestationer og F24 lavpris automatanlæg - overvejer nu at tilbyde sine kunder et alternativ til den automatiske bilvask. I stedet kan kunderne vaske deres bil på god gammeldags manuel vis, men på Q8's egne servicestationer, hvor vaskevandet renses og genbruges på forsvarlig vis.

En første teststation med tilbud om manuel bilvask har været i gang i Silkeborg i et par måneder. Erfaringerne herfra vil blive afgørende for, om Q8 vil rulle konceptet ud flere steder i landet.

Af miljømæssige årsager vil Q8 gerne have folk bort fra at vaske deres bil hjemme på villavejen eller på gårdspladsen. Her forsvinder det snavsede vaskevand inklusive olie-, sæbe- og kemirester direkte — og urenset - ned i kloakken og undergrunden.

Af samme årsag har flere europæiske lande simpelthen forbudt "hjemmevask" af bilen, fordi forureningsrisikoen er for stor for grundvand og andre vitale vandreservoirer.

- Man kan selvfølgelig sige, at vi konkurrerer med os selv ved at tilbyde manuel bilvask som alternativ til en tur i vaskehallen. Omvendt gør vi noget godt for miljøet, når vi holder selvvaskerne borte fra villavejene. Det passer fint ind i Q8's omtanke strategi, og vi regner da med, at selvvasken lokker nye kunder ind på Q8 stationerne, forklarer markedschef Søren Fledelius fra Q8 ServiceStationer i Danmark.

Selvvask populær hos tohjulede

Q8's søsterselskab i Sverige har tilbudt manuel bilvask på sine servicestationer i flere år. De svenske erfaringer er gode, og de har blandt andet ført til, at svenskerne har indrettet deciderede gør-det-selv haller i forbindelse med servicestationerne.

I Danmark er Q8 klar over, at selvvask konceptet også har sine svagheder. Derfor kan det næppe indføres på alle Q8 servicestationer landet over. Blandt andet støjer udendørs selvvask mere end en moderne vaskehal i en lukket bygning. Og vandforbruget ved selvvask er højere end ved automatvask.

På Q8's teststation i Silkeborg viser de første erfaringer, at selvvask især er populær blandt motorcyklister og knallertkørere, hvis tohjulede ikke passer ind i den normale vaskehal til biler. Derudover er der ganske mange bilister, som godt kan lide at nusse lidt ekstra om deres bil og komme rundt i alle kroge, når den skal rengøres.

Hos Q8 betaler bilisten for sin selvvask ved hjælp af poletter, som købes i servicebutikken. Poletterne åbner for en effektiv højtryksspuler, der kan suppleres med forskellige manuelle vaskeprogrammer — for eksempel med voks eller insektfjerner.

I forbindelse med selvvasken tilbyder Q8 en kop gratis kaffe, te eller chokolade samt gratis lån af bilplejemidler. På samme måde som Q8 gør til sine kunder i vaskehallen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078