23948sdkhjf

Spritfabrik støtter alkolåse

Diageo er gået sammen med Østjyllands Færdselssikkerhedsudvalg under Vejdirektoratet og organisationen European Transport Safety Council (ETSC) for at reducere antallet af spritbilister i Danmark.
Tal fra Rådet for Sikker Trafik viser, at alkohol er skyld i hver fjerde dræbte og hver sjette alvorligt kvæstede i trafikken. Mellem 14.000 og 15.000 personer bliver hvert år sigtet for spirituskørsel i Danmark.

Netop på den baggrund foreslår regeringen, at der skal installeres alkolåse i biler, der tilhører bilister, som har fået kørekortet tilbage efter at være blevet dømt for at køre bil i alkoholpåvirket tilstand. For at fastslå om føreren er over promillegrænsen, det vil sige 0,5 promille, skal føreren puste i alkolåsen, inden bilen kan startes. Hvis førerens promille er over den tilladte grænse, kan bilen ikke starte.

- Som en af verdens førende producenter af spiritus har vi et ansvar for at bekæmpe spirituskørsel. Derfor støtter vi regeringens initiativ om at montere alkolås i biler, som tilhører personer, der er dømt for spirituskørsel, siger landechef Christian Erichsen, Diageo Danmark.

Alkolåse virker

European Transport Safety Council, grundlagt i 1993, har base i Bruxelles og er en uafhængig velgørende organisation, hvis erklærede mål er at reducere antallet af ulykker i Europa og alvorligheden af de skader, der opstår som følge af disse.

- Ifølge European Transport Safety Council har alkolåse vist sig at være et særdeles effektivt middel til at stoppe spirituskørsel. Teknologien har gjort store fremskridt de seneste år og har et stort potentiale til at hindre unødvendige dødsfald på vores veje, siger Vojtech Eksler fra European Transport Safety Council.

Færdselssikkerhedsudvalgene under Vejdirektoratet er jævnligt involveret i kampagner mod spritbilisme. Siden 2009 har Østjyllands Færdselssikkerhedsudvalg og Diageo samarbejdet om kampagnen Don't drink and drive på Skanderborg Festival.

- Det er et rigtig godt tegn, at private virksomheder som Diageo virkelig tager deres sociale ansvar så alvorligt, som de gør. Diageos støtte til regeringens alkolås-initiativ er yderst velkommen, og jeg er sikker på, at vi sammen kan gøre meget, siger sekretariatsleder Jytte Ørum Nørup, Østjyllands Færdselssikkerhedsudvalg.

Mere end varm luft

Diageo har en formuleret og klar Corporate Social Responsibility-politik (CSR) og gennemfører løbende kampagner for at fremme en sund alkoholkultur.

- For os er CSR ikke varm luft. Vi gennemfører for eksempel Don’t drink and drive-kampagnen i samarbejde med Vejdirektoratet i Skanderborg og under Skanderborg Festivalen og sætter gode råd op i barer og i detailhandlen om, hvordan alkoholholdige drikkevarer bør nydes: Nemlig med måde. Derudover har vi gennem vores brancheforening været med til at etablere foreningen GODA (Gode Alkoholdninger), der siden 1993 har arbejdet for at fremme en sund alkoholkultur og modvirke misbrug og skader, især blandt de unge, siger Christian Erichsen.

Efter at Don’t drink and drive-kampagnen for fjerde år i træk har været en fast del af Danmarks Smukkeste Festival – Skanderborg Festivalen – er antallet af sigtede spritbilister, på vej til og fra festivalen, faldet markant. Før kampagnen blev sat i værk, blev der hvert år taget et tocifret antal spritbilister i forbindelse med festivalen. Men i de seneste år har antallet af tilfælde kunnet tælles på én hånd.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.116