23948sdkhjf

Bil nr. 2 får flest skader

Det er de mindste og billigste biler, der får flest skader, bekræfter Applus Bilsyn i en ny opgørelse over fejl på biler synet i 2009.
Danskere, der erhverver sig en ny lille bil til husstanden, bør efter alt dømme indstille sig på, at de ikke skal køre alt for mange kilometer i den. For gør de det, er der stor sandsynlighed for, at bilen efter fire år har langt flere fejl end andre biler. En ny undersøgelse fra Applus Bilsyn dokumenterer, at mange små biler har flere fejl end andre biler, når der måles på fejl per 100.000 kørte kilometer. Undersøgelsen bygger på data, som Applus Bilsyn har indhentet fra gennemgangen af mere end 500.000 biler i 2009. De små biler i opgørelsen er typisk tredørsbiler og ofte husstandens anden bil.

- Bil nr. 2 i husstanden er typisk den mindste og billigste bil i familien. Set i det lys overrasker det ikke, at mange af disse biler slides hurtigere end de dyrere og mere robuste biler, des længere de kører. En af årsagerne kan være, at bilerne ikke altid er så stærke i konstruktionen, eller at karosseri og undervogn er mere udsatte for rust på grund af ringere beskyttelse, siger Arne Willerslev-Legrand, adm. direktør for Applus Bilsyn.

Ser man på familiens udgifter, betyder det også, at de mindre biler, som familiens børn tit transporteres i, kræver hyppigere vedligeholdelse. På den måde undgår man de ekstra mange skader, som senere kan blive dyre at udbedre, forklarer bilsynsvirksomheden.

- Netop nu oplever vi, at mange af disse biler er udsatte på grund af vintervejret. Mange bilister i denne gruppe kan sikre deres bil mod korrosion forårsaget af is, frost og sne med et rusttjek. På den måde kommer man skaderne i forkøbet og forlænger levetiden på bilerne, råder Arne Willerslev-Legrand.

Seks gange flere fejl

Blandt fire år gamle biler har flere af de mindre biler mellem 0,80 og 1 fejl for hver gang modellerne har kørt 100.000 kilometer. Til sammenligning har den bil, der performer bedst, Merceds-Benz E-model, kun 0,16 fejl per 100.000 kørte kilometer.

Traditionelle håndværkerbiler – altså kassevogne og varebiler som Mercedes Sprinter og Vito, Toyota Hiace, Iveco Daily - placerer sig forholdsvis langt nede ad listen med i snit mellem ca. 0,50 og 0,70 fejl per 100.000 kilometer, men klarer sig altså bedre end de mindre biler. En af forklaringerne på, at der her er flere fejl kan være, at bilerne typisk kører mange kilometer med last.

De mere famileorienterede biler, MPV’ere og stationcars, ligger mere lunt i statistikken. Citroen Berlingo, Suzuki Wagon R, Opel Zafira, Skoda Octavia Combi og Peugeot 307 befinder sig også i midterfeltet med ca. 0,45-0,60 fejl efter hver 100.000 kilometer.

Tyske biler har færrest defekter

Den nye fejlstatistik viser også, at tyske Mercedesbiler har færrest defekter. Og det er næsten uanset, hvor gamle bilerne er, og hvor meget de kører.

Både blandt de "helt nye" biler – det vil sige de biler, der er til syn for første gang fire år efter, at de er indregistreret - og dem, der er seks og ti år gamle, har Mercedes E-klassen færrest fejl.

- Mange af E-modellerne anvendes som taxier, så vi ved, at de kører i mange af døgnets timer, men det kan de altså godt holde til. Hos de fireårige biler har Mercedes-bilen 0,14 fejl registreret per 100.000 kørte kilometer, mens Audi A6 Avant og BMW 3'er på anden- og tredjepladsen har henholdsvis 0,20 og 0,21 fejl per 100.000 kørte kilometer. Ser man på de seksårige biler, har Mercedes E 0,16 fejl og Suzuki Liana 0,25 fejl. Audi A4 Avant ligger nummer tre med 0,26 fejl, siger Arne Willerslev-Legrand.

Observationerne i statistikken omfatter fejl på bærende dele såvel som bilernes hjulophæng samt bilernes lys, bremser og motorens forureningsreducerende dele.

Den lave fejlprocent på Mercedes E-klassebiler overrasker især, fordi køretøjerne i snit har kørt 297.000 kilometer efter fire år, altså cirka 75.000 om året. Normalt kører en almindelig personbil cirka 20.000 kilometer på et år, oplyser Applus. Da antallet af defekter typisk stiger i takt med antallet af kørte kilometer, overrasker det, at Mercedesbilerne har så få.

- Statistisk set får biler mange flere defekter i takt med, at de bliver ældre og mere slidte. På den baggrund har Mercedes relativt få fejl. Generelt regner vi dog med at se flere skader på de biler, der kommer til syn i det kommende år. De seneste tre måneder med sne, is og salt på vejene slider på bilerne, og det kan ændre på bilernes placeringer i fremtidige fejlstatistikker, siger Arne Willerslev-Legrand.

Mercedes er nummer to på listen over de otte år gamle biler og nummer seks for de 12-årige køretøjer. De to årgange hvor E-klassen ikke er nummer et, er det en anden Mercedes, der indtager førstepladsen, nemlig C-klassen, der også benyttes som "den lille taxa-model".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078