Vil Anders Breinholt fortsat gøre grin med Hyundai?
Hyundai lancerer et nyt online-magasin med navnet "Move", som henvender sig ikke blot til bilmærkets danske kunder, men til alle, som interesserer sig for biler, mad, rejser og andet livsstilsstof. Den første udgave bringer et portræt af Anders Breinholt, manden bag "Natholdet" på TV2, og manden der tidligere har gjort tykt grin med Hyundais biler. Mon han fortsat griner efter at have prøvekørt Hyundai ix35 i en uge?
- Jeg er meget stolt over at kunne præsentere vores kunder og alle andre interesserede for vores nye online-magasin. "Move" giver på mange måder et rigtig godt billede af den udvikling, som Hyundai har været igennem, siden de første biler kom til landet i 1992. I dag er Hyundai kendetegnet ved biler af høj kvalitet, som inspirerer og giver lyst til flere oplevelser, siger Niels Rønnebech, adm. direktør i Hyundai Bil Import A/S, og fortsætter:
- Valget af internettet som medie er et velovervejet skridt mod en generel digitalisering af Hyundais kommunikation med kunderne. Vi har en vision om at blive 100 procent digitale inden for få år. Det betyder, at al kommunikation med vores kunder bliver digitaliseret lige fra købs- og leasingkontrakter, servicebøger og værkstedsdagbøger til generel information med tips og nyheder. Det er en effektivisering, som vil betyde, at vi får frigivet endnu mere tid og overskud der, hvor vi møder kunderne fysisk - nemlig hos forhandlerne og på vores værksteder.
Den sorte spejder tester Hyundai ix35
Anders Breinholt kendt fra "Natholdet" på TV2 og fra hans tid som Sort Spejder på P3 er på forsiden af den første udgave, hvor han fortæller om sit nye tv-program og om sit forhold til Hyundai. Et forhold, der ikke altid har været lyserødt. Men er han så blevet klogere nu? Redaktionen lod Anders Breinholt teste SUV'en Hyundai ix35 i en uge.
- Det er overordnet en lækker og praktisk bil. Udvendig har den nogle rigtig flotte linjer bortset fra den buttede front, som jeg ikke bryder mig om. Indvendig har den en flot finish, og tingene er godt lavet. Man kan teste kvaliteten ved at spille meget høj musik og så se, om bakspejlet ryster. Det gør det ikke i den her bil, så den er ordentligt lavet, roser Anders Breinholt i interviewet.