23948sdkhjf

Fiat samler Alfa, Maserati og Abarth i ny organisation

Fiat ledelsen har besluttet at samle mærkerne Alfa Romeo, Maserati og Abarth i en ny organisation under ledelse af Harald J. Wester, som i dag er chef for Abarth og Maserati.

Den nuværende chef for Alfa Romeo, Sergio Cravero, flytter til et job som planlægningschef for Fiat Group.

- De tre mærker har sportsligt ry og omdømme og passer udmærket sammen, udtaler Fiat-chefen Sergio Merchionne.

Harald J. Wester skal søge at få Alfa Romeo på fode igen. Selskabet har mistet op imod to milliarder kroner de seneste ti år. Den første Alfa nyhed står allerede klar. Giulietta-navnet fra tidligere tider bringes frem i lyset igen i Geneve om nogle uger. Den afløser Alfa 147. 166-serien fornyes ikke foreløbig. De andre modeller som 159, Brera Coupé, Spider og GT Coupé fortsætter indtil videre, oplyses det i Torino.

Salget af Alfa Romeo gik ganske vist 8,1 procent frem i 2009, men det er halveret siden 2000, hvor der blev solgt 203.000 enheder.

51-årige Harald J. Wester er tysker og har arbejdet hos VW i Wolfsburg, hos Ferrari som produktchef og hos østrigske Magna-Steyr som topchef, før han kom til Fiat i 2004. Hos Fiat har han blandt andet har været ansvarlig for udviklingen af de to nye modeller Alfa MiTo og Lancia Delta.

Alfa hos Chrysler

Fiat ledelsen forventes at komme med en mere detaljeret plan for Alfa Romeo’s fremtid i løbet af nogle måneder, hvor det muligvis besluttes, om Chrysler skal fremstille Alfa Romeo i USA.

Der lægges op til to muligheder i USA-Canada: En ny 159, der skal afløse den nuværende model om et par år, og en ny baghjulstrukken166, der begge eventuelt fremstilles på Chrysler platforms. Den anden mulighed er, at Alfa produktionen fortsat skal foregå i Italien. Fiat ejer 20 procent af Chrysler.

Sergio Marchionne har allerede meddelt den øvrige Chrysler ledelse, at salget af Chrysler skal øges med mindst 18 procent, før selskabet kommer med sorte tal på bundlinien.

Vender bøtten

Pressen i Detroit har tidligere udnævnt Marchionne til vor tids Lee Iacocca, der som bekendt reddede Chrysler fra konkurs i slutningen af 70’erne. Han har gjort det samme med Fiat, som for nogle år siden ikke havde det særlig godt. Fiat oplevede i kriseåret 2009 et underskud på 6,2 milliarder kroner, men det vendte dog i slutningen af 2009 til et overskud på 3,7 milliarder kroner i sidste kvartal. Prognosen for 2010 er et overskud på cirka 11,2 milliarder kroner, oplyser Marchionne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109