23948sdkhjf

Bilimportører melder hus forbi på rustanklage

Dårlige formuleringer i rustgarantier skal lokke kunder til autoriseret service, mener FDM, der har bedt Forbrugerombudsmanden se på garantierne.
De danske bilimportører mener ikke, at flere af deres formuleringer i servicehæfterne omkring rustgarantier er skrevet, så de primært har til formål at få kunder i butikken hos værkstederne til almindeligt service.

Det mener bilistorganisationen FDM imidlertid, der melder om rod i hver tredje bilmærkes rustgaranti. I sin januarudgave af medlemsbladet Motor anklager FDMs jurister, efter en nøje gennemgang af bilmærkernes rustgarantier, bilproducenter og bilimportører for at operere med direkte ulovlige eller uklare regler. Juristerne oplyser at have fundet rod hos 12 ud af 32 bilmærker, primært hos Mercedes-Benz, BMW, Honda, Renault og Mini, og har nu bedt Forbrugerombudsmanden se på garantierne.

De Danske Bilimportørers adm. direktør, Bent Mikkelsen, der selv er jurist, afviser, at der skulle være problemer, men medgiver samtidig, at nogle af importørerne måske kan stramme op på formuleringerne omkring rustgaranti.

- Jeg er ikke umiddelbart enig i FDMs konklusion og mener ikke, at vores medlemmer gør noget ulovligt. I garantivejledningerne er der begreber, som kan tolkes forskelligt, og det er jo vigtigt at skelne mellem de forskellige eftersyn, siger Bent Mikkelsen til Motor. Han vil undersøge, om der er behov for at foretage sig yderligere over for sine medlemmer.

Skriv dog det I siger

Flere af de angrebne bilimportører har i udsagn til FDM forsvaret deres tekster i servicehæfterne. Fra FDM lyder efterfølgende meldingen til autobranchen: Så skriv dog det, I siger… altså at opretholdelse af rustgarantien ikke er betinget af, at bilen serviceres på et autoriseret mærkeværksted.

Juridisk og teknisk chef Per Alkestrup mener, at garantierne er så misvisende og kryptisk formuleret, at de mere er til gavn for bilproducenter, importører og værksteder end for kunderne – stik imod det, der normalt er intentionen med en garanti, som er producentens sikring er kunderne ud over normal købelovgivning.

- Vi har gennem længere tid fået flere henvendelser fra medlemmer, som er havnet i en klemme omkring deres rustgaranti. Vores gennemgang bekræftede vores mistanke om, at rustgarantierne ofte ikke er den forbrugerbeskyttelse, de burde være, siger Per Alkestrup og fortsætter:

- Det, som vi ved gennemgangen især hæfter os ved er, at forhandlerne i flere tilfælde bruger rustgarantien til at fastholde køberen. Det sker ved at betinge sig af, at man bruger deres eget værksted, hvilket er ulovligt. I andre tilfælde er garantien så fuld af forbehold, regler og undtagelser, at den reelt er indholdsløs. Det er i hvert fald svært at se, hvem der har glæde af den.

Intet om skadesreparation

I FDMs juridiske rådgivning undrer man sig, da brancheforeningen De Danske Bilimportører har tiltrådt Forbrugerombudsmandens garantivejledning. Dertil kommer, at næsten halvdelen af rustgarantierne ikke indeholder noget om, hvorvidt garantien stadig gælder efter skadesreparationer. Det forøger risikoen for konflikter.

- Det er klart, at vi vil følge op på det, som vores gennemgang har vist. Som forbruger skal man huske at nærlæse sin garanti. En rustgaranti kan godt være betinget af, at den overholdes på bestemte værksteder, men så skal det være gratis, og den kan ikke være betinget af, at man også får bilens øvrige servicetjek foretaget her. Derudover skal man betinge sig, at det ikke må koste noget, når bilen køres til rustinspektion hos forhandleren, siger Per Alkestrup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093