23948sdkhjf

Danskerne passer på bilen

Krisen giver arbejde på rustbeskyttelsescentre og autoværksteder.
Danskerne udskyder stadig i høj grad købet af en ny bil, viser statistikkerne. Til gengæld passes der nu bedre på den nuværende bil, så man eksempelvis undgår dyre rustreparationer og øger gensalgsværdien. Det viser tendensen hos den landsdækkende kæde af rustbeskyttelsescentre, Dinitrol. Også i autobranchen mærker man danskernes stigende interesse i at beholde bilen i længere tid.

- På trods af krisen har vi igen i år travlt på denne årstid. Vi oplever, at danskerne har i sinde at beholde deres bil i længere tid og derfor vil være sikre på, at der ikke kommer udgifter til dyre rustreparationer, forklarer teknisk chef hos rustbeskyttelseskæden Dinitrol, Mogens Vestergaard Hansen.

Nye biler angribes af rust

Dinitrol omfatter 73 rustbeskyttelsescentre, og alle er tilknyttet kontrolordningen under Teknologisk Institut, der er Danmarks eneste godkendte kontrolordning inden for rustbeskyttelse. Ifølge Mogens Vestergaard Hansen, så er det ikke kun biler af ældre årgange, der i øjeblikket finder vej til rustbeskyttelsescentrene landet over.

- Danske bilejere rustbeskytter i dag bilerne fra helt nye og undgår på den måde dyre rustreparationer. Samtidig er værdien af bilen øget markant, når de på et tidspunkt skal sælge. Dette sker også i takt med, at flere og flere danskere køber de små og billige biler, hvor den grundlæggende rustbehandling fra fabrikken er sparet væk. Her spiller en supplerende rustbeskyttelse fra ny afgørende ind, siger Mogens Vestergaard.

De mest udsatte steder i forhold til rustdannelse er under bilen, så hvis disse små biler ikke rustbeskyttes fra nye, så vil der typisk forekomme fejl på eksempelvis, bremserør og styretøj, påpeger han.

- Vi behandler dagligt mange forskellige bilmodeller, der kun er ganske får år gamle, men som allerede er markant angrebet af rust, forklarer Mogens Vestergaard Hansen.

Flere nyere biler på værkstederne

Hos landets 1700 frie og uafhængige mærkeværksteder samlet under Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark (CAD), bekræftes tendensen. Ifølge adm. direktør Erik S. Rasmussen køber danskerne billigere biler og søger i krisetider mod mere prisfornuftige værkstedsløsninger.

- Vi oplever, at der spares lidt på de ældre biler, der først kommer ind til os, når der er alvorlige problemer. Samtidig får vi i stigende grad de nye og nyere biler ind på vores værksteder, som danskerne har investeret i og gerne vil passe bedre på, forklarer Erik Rasmussen.

Han opfordrer alle bilejere til ikke at spare på de regelmæssige serviceeftersyn, idet en sådan besparelse i sidst ende vil afstedkomme endnu dyrere reparationer, og dels kan en sådan besparelse få sikkerhedsmæssige konsekvenser. Serviceintervallerne og rådgivning om service gives altid ved henvendelse til sit autoværksted, både personligt og telefonisk.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109