23948sdkhjf

Ankenævn for Biler fortsætter

Flertallet af store organisationer ryster ikke på hånden efter fire mindres udmeldelse.
Som ventet har flertallet af store organisationer bag Ankenævn for Biler besluttet at fortsætte det godt to år gamle ankenævn ufortrødent, trods udmeldelsen af de fire mindre brancheforeninger. Det blev fastslået, da forretningsudvalget i Ankenævn for Biler tirsdag den 2. februar holdt møde oven på de seneste ugers kritik af og dramatik i ankenævnet – som beskrevet i Motor-magasinet.

- Der var fuldstændig opbakning til, at nævnet fortsætter ufortrødent, idet de fire organisationer, som vil forlade nævnet, kun udgør nogle ganske få procent af de samlede sager. Dette anfægter ikke nævnets virke. Nævnet er inde i god gænge, og den gennemsnitlige behandlingstid er på vej ned – for nye sager har vi nu en fornuftig afgørelsestid, udtaler Thomas Møller Thomsen, adm. direktør i FDM samt formand for forretningsudvalget i Ankenævn for Biler.

- Desuden har vi sat endnu flere ressourcer ind på at bringe puklen af sager yderligere ned. Det er helt afgørende, at vi i 2010 ikke kan leve med en bilbranche uden en ordentlig klagemulighed. Det, vi har sat i gang, gør vi nu færdigt. Der er en klar holdning blandt de tilbageværende i nævnet om, at vi kører videre og i mål, fastslår Thomas Møller Thomsen

- Efter udmeldelsen af de fire er der nu færre organisationer til at betale gildet, men også her har de tilbageværende vedkendt sig deres ansvar og bekræftet aftalen med den nye IT-leverandør, tilføjer han.

Tilbage i ankenævnet er nu FDM, D.A.F., Bilbranchen, DBI og CAD, efter at FAI, SKAD, DBFU og Dansk Autoglas er trådt ud på grund af uenighed om finansiering af bilklage.dk.

Vigtig markedsføring

Hos CAD siger adm. direktør Erik S. Rasmussen – udelukkende på vegne af CAD – efter sprængningen:

- Hovedbestyrelsen i CAD har besluttet at følge flertallet i Ankenævn for Biler – det er den vej fremtiden ligger, så vi også kan høste fordelene ved nævnet. Det er en blindgyde at stirre sig blind på, hvad arbejdet koster per sag. CAD har lagt stor vægt på markedsføringen af dette tiltag – og 90 procent af det er markedsføring. Nævnet er således branchens billigste markedsføring, mener Erik S. Rasmussen, som også er uenig med de fire mindre organisationers argumenter vedrørende finansiering.

- Det er vigtigt at sondre mellem drifts- og anlægsomkostninger, og vi kom aldrig i hus med IT-systemet. Anlægsomkostninger har fra dag 1 skullet betales ligeligt i 9-dele – således også de 6-700.000 kroner til et nyt IT-system, siger Erik S. Rasmussen.

- Det er ekstremt vigtigt, at CAD er partner i branchens største og eneste ankenævn, og at FDM er med, tilføjer han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187