Den strenge vinter, der især gik ud over Bornholm, fik bilsalget på øen til at falde med 35 procent i årets første to måneder i forhold til de samme to måneder sidste år. Men i marts i år er det til gengæld steget med 61,5 procent i forhold til marts 2009, og det skal ses i forhold til en stigning på 14 procent i Danmark som helhed i samme måned, oplyser koordinator i klyngesamarbejdet, Erling Munk.
Siden bornholmerbiler holdt åbent hus i de enkelte forhandleres butikker, søndag den 28. februar, er købelystne kunder strømmet ind i de bornholmske bilforretninger. Højdespringeren i marts blev Toyota med 13 enheder, efterfulgt af Chevrolet med 12 og VW med 10.
Ventetid
- Selvfølgelig er salget for en enkelt måned kun et øjebliksbillede, men alligevel tegner fremtiden lovende, siger Erling Munk, som oplyser, at der ligger flere ordrer ude i forretningerne, hvor bilerne først kan leveres i de kommende måneder.
Bilfabrikkerne har på grund af den verdensomspændende finanskrise tilpasset produktionen, så der er længere leveringstider fra bilfabrikkerne i opgangstider.
For nogle modeller er leveringstiden 4-6 måneder.
Også værkstederne oplever travlhed nu efter den strenge vinter, hvor mange småreparationer er blevet udsat indtil nu. Og efter vinteren tilbyder forhandlerne i bornholmerbiler, nu en gratis rustkontrol i april og maj.