23948sdkhjf

Tørstige varebiler

Ejerafgifterne vejer tungt, hvis man vælger en for stor og tørstig varebil, viser Varebilanalysen 2011 fra Bilpriser.dk.
For nylig blev Renault Master og tvillingemodellen Opel Movano kåret til Årets Varebil i Danmark 2011, men hvis det kun gjaldt totaløkonomien, ville de lande langt fra en topplacering. Det viser Varebilanalysen 2011, som onlinevurderings- og brugtbiltjenesten Bilpriser.dk har udarbejdet. Over fire år og 80.000 kilometer har de begge en totaløkonomi på cirka 3,50 kroner per kilometer plus forsikring og service, langt fra den billigste i analysen, en Citroën Nemo van til 1,53 kr. pr. km.

- Årsagen er enkel: En mester, der køber en af de to store varebiler, kommer i alt af med ikke mindre end 97.547 kroner til brændstof og ejerafgifter. De kører kun 12 km på literen, så den årlige ejerafgift er på hele 7720 kroner. Det vejer tungt i regnestykket, siger chefanalytiker Niels Grøftehauge fra Bilpriser.dk.

Den tørstigste i Varebilanalysen 2011 er dog en VW Crafter 2.5 TDI, der kun kører 9,7 km på literen og derfor straffes med en årlig ejerafgift på voldsomme 10.920 kroner. Bilpriser.dk har prøvet at regne på, hvor meget en mester, der køber den model, lægger i statskassen over de fire år og 80.000 km: Per liter diesel lægger han 4,90 kr. i energiafgift, CO2-afgift og moms. Det giver 40.410 kroner. Hertil kommer 43.680 i ejerafgifter, altså 84.090 kroner i alt – en mindre formue, vil mange nok mene. Men har man brug for en stor varebil med en stærk motor, er der jo ikke noget at gøre. Så må man betale de 4,46 kr. pr. km, som den koster at køre i.

En mere fornuftig totaløkonomi har Fiat Doblo Cargo van, der blev kåret som Van of the Year 2011 i Europa. Den koster det 2,14 kr. pr. km at køre i, nogenlunde på niveau med en Citroën Berling 1.6 HDI van til 2,07 kr. pr. km. En VW Caddy Maxi 1.6 TDI van lander derimod på kun 1,64 kr., hvilket skyldes et lavt værditab og et lavt forbrug.

Man kan downloade hele analysen med alle 27 varebiler på http://press.autorola.com/Varebilanalysen_2011.pdf
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.062