23948sdkhjf

Nye bremsekalipre til Land Roveren

Specialviden og et godt rygte er opskriften på at få kunder til at komme helt fra Norge til Land Rover-værksted i Skanderborg. Opgradering af bremser er en af de store ting.
Udefra ser værkstedet ikke helt ud, som værksteder normalt ser ud. Noget af det første, man lægger mærke til, er den store Land Rover grønne paraply og det flotte havebord og de tilhørende stole i tropisk hårdt træ. Værkstedsporten til venstre for siddegruppen ser ud, som den slags nu gør, men det er mere, end hvad man kan sige om vægbeklædningen med dens nøje tilpassede farver og de store vinduespartier, som i fællesskab er med til at give LR Parts i Skanderborg et alternativt ansigt udadtil. Også når man kommer ind på værkstedet, ser man, at tingene er anderledes skruet sammen, end de normalt er.

Kontoret, hvor indehaver Peter Kaasgaard holder til, er til alle sider omkranset af store vinduespartier, og løfter man øjnene op mod kontorets tag, opdager man, at der står en flot rød Porsche 911 Targa. På mange måder er værkstedet, som værksteder nu er, men også her er der forskelle, for centralt langs væggen bag kontoret er der et indbydende sofaparti med bord inklusive en skål frugt, magasiner, lædersofa, puder og en enkelt arkitekttegnet stol. Det udgør kundernes venterum.

I dag beskæftiger LR Parts sig primært med parallelimport af Land Rover-reservedele og reparation af Land Rover. I dag er firmaet fem et halvt år gammelt, men det startede i det små på Peter Kaasgaards hjemmeadresse, hvor der først blev bygget til.

Men da muligheden for at købe et tidligere autoelektrisk værksted, lige ved afkørsel 52 på motorvej E45, bød sig, slog Peter Kaasgaard til, og senere blev der også mulighed for at købe nabobygningen. Salget af reservedele foregår primært via LR Parts netbutik, hvor der både sælges til private og autobranchen.

Udviklingen har været god. Det første år var godt, men allerede det andet år voksede omsætningen til det dobbelte. Delene kommer primært fra England, og en meget lille del stammer fra Tyskland. Peter Kaasgaard forklarer, at enten monterer kunderne selv delene, eller kommer de på værkstedet for at få det gjort.

Opgradering af bremser

Peter Kaasgaard fortæller, at opgradering af ældre Land Rovere er en stor ting. Som eksempel nævnes den gamle, klassiske 109" Land Rover, som står på værkstedet. Den har fået monteret de nyeste ventilerede skiver og tilsvarende nye bremsekalipre i stedet for de gamle tromler med bakker og hjulcylindre.

- Det stopper ikke her, for bilen har også fået ny motor. Den gamle 60 hestes dieselmotor er byttet ud med en 200 hestes benzinmotor, der er parabolske fjedre i stedet for de gammeldags bladfjedre, der er en automatgearkasse, og så har den fået permanent firehjulstræk med en transfergearkasse med en højere gearing, så den er velegnet til motorvejskørsel. Sådan en operation slutter vi af med et syn, hvor de konstruktive ændringer indgår fuldt og helt, fortæller Peter Kaasgaard.

Kunderne kommer langvejs fra, og det er specielt tit, at der står Land Rovere med norske nummerplader. Forklaringen er ifølge Peter Kaasgaard den, at både værkstedspriser og priserne for reservedele er langt højere i Norge end i Danmark. Typisk kommer kunden på et en dages besøg, som involverer en færgetur til Danmark, en køretur til Skanderborg og vice versa retur. Hvad angår de danske kunder, er omkring halvdelen fra enten Fyn eller Sjælland.

- Udover de norske kunder, der kommer for at få lavet service og andre ting, hænder det, at vi får en bil fra Tyskland eller Færøerne. Lande som Grønland og Sverige har vi sjældent, men de aftager til gengæld mange reservedele. Vi siger generelt ikke nej til noget, og her foretager vi eksempelvis også opgraderinger af navigationsanlæg, så det bliver muligt at koble en pc til, eller den kunne også være tilkoblet en Playstation eller vi kan konvertere den, så den kan bruges som tv-skærm til overvågning af hesten i traileren, siger Peter Kaasgaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109