Netop nu er rallyløbet godt halvvejs, og det ser rigtig godt ud for det danske hold. Med en førsteplads og et forspring til nærmeste forfølger på 61 minutter er der god optimisme at spore hos holdkaptajnen Jacob Glad, bilforhandler i Kalundborg.
- Vi er rigtig glade for, at det går så godt. Der er fem etaper tilbage før målet i Dakar, alle i meget hårdt terræn, hvor alt skal klappe, for at vi kan få en førsteplads. Her i Mauretanien er det meget øde med masser af sandklitter, klipper og svært terræn. Det er blevet meget varmt, så det stiller store krav til mandskab og biler. Heldigvis har Philip og jeg verdens bedste teamsupport, fortæller Jacob Glad fra Vestafrika.
Det har dog langt fra været en let vej til den nuværende placering i toppen af klassementet. Holdet har både været ramt af skader på bilen, og så har en del af holdets mandskab været svækket af sygdom.
Bilen fik problemer med sin foraksel og to stræbearme efter en hård etape gennem Marokkos stenørken. Det betød nul søvn til serviceholdet, der arbejdede natten igennem og tilkaldte assistance fra landsbyens smed. Det hele blev svejset og samlet, så Wildcatten kunne fortsætte i det høje tempo.
Ud af holdets seks personer har fire døjet med feber og forkølelse. Det har også kostet nogle kræfter, men alle har bidt tænderne sammen og knoklet på.
Nu venter den afgørende fase i Sahara ørkenen. Det er på disse etaper i Mauretanien, at løbets vinder vil blive fundet. Derefter slutter løbet med en etape i det frodige Senegal, hvor målet venter i Dakar.
Nomadeliv blandt beduinerTeamet bor i telte og har al forplejning med fra Danmark, på nær vand og brød. Menuen står på tørfrosset mad og konserves, teamet undgår sygdomme. I går var der skorpioner ved teltet, så for holdet handler det om at være på mærkerne og huske både fodtøj og pandelampe, når de bevæger sig rundt i lejren.
Store udfordringerSelvom Team Glad ligger nummer et i løbet, bliver der ikke fejret noget endnu. Det er nemlig løbets hårdeste etaper, som feltet skal igennem de kommende dage.
- Kunsten er at få bilen til at holde hele vejen, og at få passeret de voldsomme sandklitter, der venter i Sahara, fortæller Jacob Glad.
Team Glads hjemmeside
www.challengeyourself.dkopdateres dagligt med reportager fra dagens etaper, og man kan konstant følge med i, hvor holdet aktuelt befinder sig på ruten. Der er monteret en tracker i bilen, som afgiver positionen hvert 10. minut. Se også Facebook.