23948sdkhjf

Skidt kvalifikation: Magnussen starter sidst i Melbourne

Den danske Formel 1-vikar og McLaren havde en dårlig kvalifikation. Mercedes' Lewis Hamilton starter forrest.
Kevin Magnussen får et skidt udgangspunkt i søndagens Formel 1-grandprix i Australien.

Det står klart, efter at danskeren kørte langsomste tid og allerede røg ud i første runde af lørdagens kvalifikation, der består af tre dele.

Den 22-årige dansker formåede i løbet af de første 18 minutter af kvalifikationen ikke at slutte blandt de 15 hurtigste kørere.

Kevin Magnussen skal derfor begynde søndagens grandprix fra startplads nummer 18 - bagest.

Kvalifikationen gik generelt dårligt for McLaren. Magnussens holdkammerat Jenson Button var ude at kysse græsset i sin første runde, og briten fik aldrig taget i banen. Button begynder som nummer 17 i søndagens grandprix.

Anderledes godt gik det for Mercedes, hvis to kørere indtager de forreste pladser.

Briten Lewis Hamilton indtager pole position efter en suveræn kvalifikation, hvor han var næsten seks tiendedele af et sekund hurtigere end hans tyske teamkammerat Nico Rosberg, der starter som nummer to i løbet.

De to Mercedes-kørere satte de to bedste tider i alle tre dele af lørdagens kvalifikation.

Felipe Massa starter som treer. I sidste forsøg lykkedes det for den brasilianske kører fra Williams-teamet at klemme sin racer ind foran Ferraris Sebastian Vettel og Kimi Räikkönen, der starter som henholdsvis nummer fire og fem.

Der er 20 biler i Formel 1-feltet, men Manor-teamet har ikke haft sine to biler ude at køre under hverken træning eller kvalifikation.

Kevin Magnussen afløser holdkammeraten Fernando Alonso, som er skadet efter et uheld i februar.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078