McLaren i nedbrud: Magnussens kollega kørte syv omgange
Jenson Button kørte kun syv omgange og var klart langsomst på førstedagen af sidste test i Barcelona.
Da Formel 1-feltet torsdag indledte den sidste test inden sæsonåbningen i næste måned, fortsatte problemerne for McLaren.
Jenson Button fik kørt sølle syv omgange i raceren, inden der var et læk i teamets spritnye Honda-motor. Og så var torsdagens test forbi.
Britens hurtigste omgang var 1.31,479 minutter, og McLaren var dermed klart efter de øvrige teams som nummer otte og sidst. Hurtigst var Felipe Massa (Williams) i tiden 1.23,500 minutter.
I en pressemeddelelse skriver McLaren, at Button reelt kun fik kørt én hel omgang, hvor der blev taget tid, og den var altså 12 sekunder langsommere end Massas bedste tid. 12 sekunder er en enorm tidsforskel i Formel 1.
Kevin Magnussen er fløjet ind til testen i Barcelona, efter at teamets spanske stjerne Fernando Alonso i søndags kørte galt - også i en test i Barcelona. Alonso er efter et hospitalsophold sendt hjem for at komme sig helt efter uheldet.
McLaren, der op til denne sæson har skriftet Mercedes ud med Honda som motorleverandør, har i hele sæsonoptakten haft problemer med bilen.
Kun 210 omgange i alt er det blevet til, inden de næste tre dages testkørsel i Barcelona. Efter de tre dage er det slut med at teste inden sæsonstarten 15. marts i Melbourne, Australien.
McLaren har kørt halvt så mange kilometer som konkurrenterne, hvis man ser bort fra Force India og Manor F1, der endnu ikke har fået deres biler klargjort.
Det er endnu uvist, om hvornår eller om Kevin Magnussen overhovedet får testet McLaren-bilen i Barcelona.
McLaren har efter torsdagens test meddelt, at Button også sidder i bilen fredag. Måske kan Magnussen få chancen lørdag eller søndag.
Magnussen havde et fast sæde hos McLaren sidste år, men er blevet degraderet til reserve efter ankomsten af Alonso fra Ferrari.
Danskeren har fortsat ikke nogen løbsserie at køre i 2015.
/ritzau/