23948sdkhjf

Arbejdstilsynet lukker skolepraktik i Fredericia

Teknisk Skole Silkeborg har set sig nødsaget til at lukke skolepraktikstedet i Fredericia, da de økonomiske udgifter for at få stedet godkendt af Arbejdstilsynet blev for store.
Det var meningen, at skolepraktikordningen skulle hjælpe de unge, der ikke kan finde en læreplads, til en uddannelse. Men sådan kommer det ikke til at være på værkstedet i Fredericia, hvor Teknisk Skole Silkeborg har kørt en skolepraktikordning for autolakerere.

Her var værkstedet dimensioneret til fem autolakerere, mens uddannelsesinstitutionen gerne har villet have ti lærlinge gående. Det har givet problemer i forhold til at overholde Arbejdstilsynets krav, hvor især forbedret udsugning og omklædningsfaciliteter var store udgiftsposter. Derfor fik skolen et påbud fra Arbejdstilsynet, og i december, efter at have postet omkring 500.000 kroner i værkstedet, trak Teknisk Skole Silkeborg stikket, da de hele tiden kunne finde flere udgifter, melder uddannelseschef Karsten Jul.

- Når vi lejer et værksted til skolepraktik, er det på grund af et ønske om at adskille dem fra skolen, så de også føler, at de reelt er lærlinge. I det konkrete tilfælde har der været for lidt plads til for mange elever, og der har hele tiden været udgifter. Nu har vi truffet beslutningen om at lukke værkstedet og flytte de cirka ti elever til Silkeborg eller Taastrup. Der er fundet en løsning for alle, siger Karsten Jul, der uddyber, at de har haft en dialog med Arbejdstilsynet i halvandet år, men det ville have været meget dyrt, hvis de skulle efterleve tilsynets krav.

Lukningen skal også ses i lyset af, at Teknisk Skole Silkeborg er i gang med et nybyggeri i Silkeborg, hvor de udbygger med et værksted, der kan huse 50 skolepraktikpladser. Det forventes færdigt i 2016 eller starten af 2017.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095