23948sdkhjf

Med The King til verdenspremiere

Hysteri som var han en rockstjerne. The Drift King, Ken Block, havde æren af at være den, der forleden afslørede den nye Ford Focus RS med 320 hk og firehjulstræk.
Stedet er en af motorhallerne hos Ford-fabrikkerne i Køln. Dybt inde i hallens midte er alt bygget om for en dag: Midt i det hele en forventningsfuld scene, fejende lyskastere, kæmpe skærme og det hele badet i rockmusik. Og overfor tribuner, hvor vi venter. For om lidt skal vi, som de første, se den nye Ford Focus RS. Bilen, der skal efterfølge den hidtil hurtigste af sin type, den snart gamle Focus RS. Den vi kender for sin Kermit-frøgrønne lak og det faktum, at den vitterligt kan overføre sine 300 hk gennem de to forhjul.

Vi har fået hvisket i ørene, at The Driftking Ken Block skal præsentere den nye. Hvordan så en, underforstået, forhjulstrukken RS og den absolutte driftkonge kan forenes – det må tiden vel vise.

Først er der gennemgang af tidligere tiders RS’er – for eksempel Capri RS 2600, Sierra Cosworth RS og selvfølgelig de foregående to Focus RS’er. Men så, uden overdreven ventetid, ruller den ind på scenen: Dybblå, med kæmpe hjul, med spilere og luftindtag over det hele: Den nye Ford Focus RS årgang 2015.

Bilen ser ud, som vi forventer – og at den har 320 hk overrasker næppe mange af os på tribunerne. Men så kommer det: Focus RS ’15 har firehjulstræk! Det er en bombe. Og med ét er GTI-verdenen lavet om for altid. Vel har vi ikke set den køre for alvor: Men alle Fords RS’ere har været virkelige køremaskiner, og efter data at dømme er der al grund til at tro, at også den nyeste RS’er bliver en hårdkogt køremaskine.

Med Mustang-alublok

Kraftværket – den 2,3 liters store EcoBoost motor – er i udgangspunktet den samme aluminiumsmotor, man finder i den nye Ford Mustang. Og så alligevel ikke. Fords ingeniører har nemlig lavet så tilpas mange designændringer, at der i virkeligheden er tale om en helt ny motor.

Effekten er øget via en ny lav-inerti dobbelt turbolader med større kompressor og en væsentlig større intercooler. Motorens vejrtrækning er raffineret med blandt andet en elektronisk styret ventil, der optimerer balancen mellem modtryk og lyd fra afgangsrørene. Topstykkerne er udført i en særlig letmetals-legering, ligesom der er skabt plads til den hidtil største køler i en Ford Focus.

Den seks-trins manuelle gearkasse og kobling er optimeret til hurtige skift og match af de mange kræfter – og tænk sig: Den lille racer har Auto-Start-Stop som standard af hensyn til brændstoføkonomien….

Accelerations-tryk på 1G

Det nyudviklede firhjulstræk giver et vejgreb, der gør det muligt at opnå et accelerations-tryk på mere end 1G. Det er baseret på et dobbelt, elektronisk udvekslingssystem, som fordeler trækket mellem for- og baghjul og side-til-side trækket på bagakslen for øget vejkontrol, specielt ved høje hastigheder gennem sving. Systemet kan sende op til 70 procent af motorens moment ned i bagakslen, hvor det igen kan fordeles med op til 100 procent på hvert hjul.

Efter afsløringen var der fotosession – hysteri omkring The Drift King. Alle ville fotograferes sammen med Blocken. Alle ville fotografere ham. Og lige få hans autograf eller måske et håndtryk. Hvordan hans hænder vil kunne håndtere den nye RS har vi til gode at opleve.

Focus RS kommer til Danmark til sommer. Ford-Danmark er som en lukket østers, når det gælder priserne. Men et gæt er 650.000 kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093