Alle er enige. Bentley mener det, Jaguar er sikker, Opel og Peugeot samt Renault er der allerede. SUVen (engelsk for Sport Utility Vechicle) er den biltype, der har det største vækstpotentiale lige nu. Uanset om vi er i Opels Mokka-land eller Bentley-territorium.
En af de stærke spillere blandt SUVer er Suzuki. Faktisk har japanerne været blandt de førende lige siden den gang biltypen hed off-roadere. Måske kan du huske eller også har du sikkert hørt om den: 1980ernes Suzuki SJ410. Langt senere var det Vitara og Grand Vitara, der gik som varmt brød, som vi sagde den gang. Og her i foråret løber japanerne så en helt ny Vitara i gang.