Ærgerlig Magnussen kender ikke årsag til uheld
Kevin Magnussen ved endnu ikke, hvorfor hans McLaren-racer brød sammen inden løbsstart.
- Jeg ved ikke, hvad der er sket endnu, men ligegyldigt hvad er der helt sikkert noget at lære fra det, lyder det fra Kevin Magnussen, der på vej hen til startgridden måtte se en masse røg komme fra bagenden af sin McLaren-racer.
- Bilen stoppede. Det var ikke mig, der gav op. Det var motoren, der stoppede, forklarer han.
Danskeren ærgrer sig over ikke at kunne køre med i løbet, men havde også på forhånd erkendt, at han nok ikke skulle kæmpe med om point ved løbet i Melbourne.
- Sådan er det. Der var ikke så meget på spil, kan man sige. Det lå ikke i kortene, at vi skulle kæmpe om noget andet end at prøve at gennemføre ræset, siger Kevin Magnussen.
22-årige Magnussen har i weekenden vikarieret for Fernando Alonso, der af læger blev frarådet at køre grandprixet, efter at han kørte galt under en test i februar.
Det er endnu usikkert, om Alonso bliver klar til næste grandprix, der køres i Malaysia i slutningen af marts.
/ritzau/