To år efter at Nissens blev en del af amerikanske Standard Motor Products, SMP, begynder samarbejdet at sætte tydeligere aftryk på produktudviklingen. Begge parter beskriver virksomhederne som ens i deres arbejdsmetoder; disciplinerede og med et sammenfaldende syn på produktudvikling.
På den store eftermarkedsmesse Automechanika i Frankfurt uddybede SMP’s administrerende direktør, Eric P. Sills, sine tanker om samarbejdet med Nissens. Han beskriver koncernen som disciplineret, når det gælder opkøb, med fokus på nye teknologi- og produktområder, hvor der samtidig findes synergier med den eksisterende forretning.