Der var kampvogne, missiler, droner og militært materiel i lange baner, da DALO Industry Days onsdag og torsdag indtog MCH Messecenter Herning. Men blandt de 1.244 udstillende virksomheder var også en lang række velkendte aktører fra den danske autobranche.
Det er næppe tilfældigt.
Danmark står midt i en historisk oprustning, hvor der skal investeres enorme beløb i Forsvaret i de kommende år. Siden juni 2023 er der indgået politiske aftaler, som samlet har løftet udgifterne til forsvar og sikkerhed med omkring 365 mia. kr. i perioden 2024-2033.