FDM efter afsløring: Kunder kan kræve erstatning af Autotorvet
Efter DR Kontants afsløringer risikerer Autotorvet krav fra kunder, der kan have betalt for garantier solgt på et forkert grundlag. Ifølge FDM betyder kommissionssalg, at forhandleren hæfter direkte, og reklamationsretten gælder fuldt ud.
Autotorvet står potentielt over for en række krav om både reklamation og tilbagebetaling af garantiforsikringer fra forhandlerens kunder.
Det vurderer forbrugerorganisationen FDM efter DR Kontants afsløringer, hvor det kom frem, at bilforhandleren har solgt egne biler under betegnelsen formidlingssalg – en handelsform mellem to private, hvor reklamationsretten skal gøres gældende over for den private sælger af bilen og ikke over for formidleren, i dette tilfælde Autotorvet.