Når man bevæger sig rundt på en automesse sammen med Kim Lesanner, oplever man hurtigt, at han kender de fleste. Et nik her, en snak dér, og altid med en oprigtig interesse for menneskene bag værkstederne, reservedelsdisken og udstillerstanden. For Kim Lesanner har eftermarkedet aldrig blot været et stofområde – det har været en passion gennem 25 år som journalist på Motor-magasinet.
En mand med brancheindsigt
Siden han trådte ind på redaktionen for et kvart århundrede siden, har Kim skrevet utallige artikler om bil- og autobranchen. Særligt eftermarkedet har været hans fokus – alt det, der sker, når bilerne forlader forhandleren og finder vej til værkstederne. Med årene har han oparbejdet en indgående indsigt i branchen. Han er på hjemmebane, når snakken falder på kalibrering eller 4-hjulsudmåling, og det mærker også de mange værkstedsindehavere og mekanikere, han har interviewet gennem tiden. Kim kan godt være med, når motorhjelmen bliver åbnet og det bliver lidt teknisk nørdet.
Ordentlighed og gode oplevelser
Ordentlig og vellidt. Det er ord, som ofte bliver hæftet på Kim blandt både kolleger og kilder. Som kilde kan man altid regne med, at man altid bliver ordentligt og fair behandlet.
Livet som journalist med fokus på autobranchen har givet ham mange oplevelser – lige fra de lokale værksteder til internationale messer. Ét minde står dog særligt klart: en VIP-tur med Michelin, hvor Kim og en række kunder fik lov at prøve kræfter med en Formel 1-bil på Catalunya-banen i Spanien. Det var en oplevelse, der gav et sug i maven og som nu er et af de mange gode minder fra livet som journalist med autobranchen i fokus.
Tid som redaktionschef
Kim har ikke alene bidraget med artikler og brancheindsigt. Han har også i perioder taget ledelsesansvar – blandt andet som redaktionschef og senere som konstitueret chefredaktør på Motor-magasinet. Men uanset titel har journalistikken og kontakten til branchen altid været det, der har drevet ham. Som journalist har han i dag ansvaret for temastoffet i Motor-magasinet, hvor han dykker ned i både dæk, bremser, smøremidler og rustbehandling.
Mennesket bag journalisten
Kim Lesanner er uddannet fra Journalisthøjskolen i Aarhus og har siden etableret sig i Skive, hvor han bor sammen med hustruen Pia. Parret har to voksne børn. Når der skal kobles af, så bliver campingvognen koblet til familiens dieseldrevne Opel Insignia. Campinglivet er en stor passion, ligesom Kim også finder energi i windsurfing, skiløb og mountainbike. Han har gennem mange år også været aktiv i Rotary-klubben i Skive.
Et velkendt ansigt i branchen
Selvom Kim endnu ikke selv har skiftet til elbil, følger han branchens udvikling tæt. Han er en skarp observatør, en dedikeret journalist og et velkendt ansigt i autobranchen – et menneske, der igennem 25 år har været med til at fortælle historierne om de mennesker og virksomheder, der holder Danmark kørende.
Jubilæet markeres ved en intern reception med kollegerne i Nordiske Medier, hvor man fejrer en journalist, der med nysgerrighed, engagement og en sjælden brancheforståelse har sat sit præg på Motor-magasinet gennem et kvart århundrede.