Det store EM i håndværksfag får også et markant royalt og politisk præg, når EuroSkills Herning 2025 finder sted 9.-13. september i MCH Messecenter Herning.
H.M. Kong Frederik 10. gæster mesterskabet torsdag 11. september klokken 11.30-13.00, hvor han skal rundt i hallerne, møde de danske deltagere og opleve de intense konkurrencer på nært hold. Kongen bliver dermed en del af de tusindvis af tilskuere, der kan se frem til at følge op mod 600 unge faglærte fra 33 lande dyste om EM-medaljer i 38 fag fordelt på seks sektorer – fra byggeri og mode til teknologi, velfærd og transport – herunder fagene personvognsmekaniker og lastvognsmekaniker.