Udviklingen indenfor dæk, biler, trafik og miljø er emnerne, når dækbranchen indbyder til sin årlige Dæktemadag 24. september hos Teknologisk Institut i Taastrup.
Bag branchedagen står organisationerne Dækbranchen Danmark, Dækimportørforeningen, Rådet for Større Dæksikkerhed og Dæk Specialisternes Landsforening.
Direktør i Dækbranchen Danmark, Volker Nitz, er rigtig glad for igen i år at kunne invitere alle interesserede til dækbranchens årlige Temadag.
- Vi har fået sat et stærkt felt af oplægsholdere som tilsammen er garanter for et spændende program, hvor vi naturligvis vil berøre de vigtige nationale ændringer, der i år er sket på dækområdet, siger Volker Nitz og fortsætter:
- Derudover vender vi også blikket udad med et super interessant oplæg om Kina, som i høj grad præger ikke kun dækbranchen men i særdeleshed også autobranchen.
Arrangementet er, som altid, gratis for alle interesserede i autobranchen og inkluderer en frokost, når sidste oplægsholder er færdig kl. 12.30. Dækbranchen Danmark opfordrer til hurtig tilmelding, da der allerede er stor interesse for deltagelse.
Kina fører udviklingen
Moderator er kommunikationsrådgiver og politiker Lars Lindskov. Første indlægsholder er Thomas Jensen, transportordfører i Socialdemokratiet, om den nye vinterdæk-lovgivning, der trådte i kraft 1. juli. Den betyder i praksis, at der nu også i Danmark vil være krav om de rigtige dæk i vinterføre.
Stifter og adm. direktør i China Experience, Peter Lisbygd, fortæller herefter om udviklingen i Kina, hvor fremtidens mobilitet bliver skabt lige nu. De kinesiske bilproducenter er ikke længere bare kopister – de fører an i den fjerde industrielle revolution, drevet af elektrificering, kunstig intelligens og data. På rekordtid er Kina blevet verdens største bilmarked, producent og eksportør. Og samtidig en uundgåelig del af de europæiske bilgiganters overlevelse.
Mens vi i Europa stadig diskuterer, om elbilen er fremtiden, ruller kinesiske brands allerede ud med banebrydende løsninger til lands, til vands og i luften. Fra software og batteriteknologi til kreative finansieringsmodeller – hele branchen tager teknologiske kvantespring, og spillet er kun lige begyndt, lyder oplægget fra Peter Lisbygd.
Sikker trafik og EUDR
Jakob Bøving Arendt, Direktør i Rådet for Sikker Trafik, der tiltrådte 1. september 2024 som ny adm. direktør, giver en status på rigets trafiksikkerhed, yderligere tiltag og adfærdskampagner.
Rasmus Werge, Forstkandidat i EUDR-teamet hos Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, taler om EUDR-krav, der nærmer sig – og er vi parat? Der er sket en del udvikling på området bare det seneste år, hvilket Rasmus Werge vil kaste lys over.