En forbruger købte i juli 2024 en brugt elbil fra 2020. Efter syv måneders ejerskab reklamerede køberen over, at bilen ikke kunne hurtiglade og ønskede at ophæve købet. Forhandleren afviste kravet med henvisning til, at der aldrig var stillet en hurtigladende bil i udsigt.
Et enigt Ankenævn for Biler vurderede dog, at forhandleren burde have oplyst om den manglende funktion. Ifølge købeloven skal en solgt bil leve op til de egenskaber, der er sædvanlige for biler af samme type. Da de fleste elbiler fra 2020 kan hurtiglade, måtte køberen med rimelighed forvente det samme. Dermed blev manglen anerkendt.