Milliardpotentiale: Semler Gruppen køber MAN Truck & Bus Danmark

Danmarks største importør af personbiler, Semler Gruppen, rykker nu yderligere ind på markedet for tung transport. Med opkøbet af MAN Truck & Bus Danmark A/S tilføjer koncernen endnu et stærkt navn fra Volkswagen Gruppen til porteføljen, der i forvejen rummer mærker som Volkswagen, Audi og Skoda.
MAN Danmark bliver dermed en del af Semlers voksende bil- og transportforretning, og det er langt fra et tilfældigt skridt. Opkøbet er led i den ambitiøse koncernstrategi Future Drive 2030, der har som mål både at optimere kerneforretningen og at ekspandere i nært beslægtede segmenter – herunder busser og lastbiler. Med opkøbet udvides også varebilsforretningen.
– MAN Truck & Bus Danmark er en veldrevet og kundefokuseret virksomhed, og opkøbet passer perfekt ind i vores strategi. Det styrker ikke alene vores relation til Volkswagen Gruppen, men giver os også et solidt udgangspunkt for vækst i et vigtigt marked, siger Ulrik Drejsig, administrerende direktør i Semler Gruppen.
Styrket konkurrencekraft
Opkøbet betyder, at Semler Gruppen overtager både importen og de MAN-ejede forhandlere i Danmark – herunder også de eksklusive Neoplan-busser. Med i købet følger cirka 300 medarbejdere, fordelt på importleddet og egne lokationer over hele landet.
– Vi ser frem til at byde MAN-organisationen velkommen. Vores mål er at bygge videre på det fundament, MAN allerede har skabt – og sammen bringe endnu stærkere løsninger ud til de danske transportkunder, siger Ulrik Drejsig.
Om Semler Gruppen
- Familieejet virksomhed med ca. 3.200 medarbejdere og omsatte i 2024 for 28 mia. kr.
- Danmarks største mobilitetsleverandør inden for persontransport, landbrug og entreprenør med import og detailsalg af Volkswagen, Audi, Seat, Cupra, Škoda, Porsche, Lamborghini, Bentley og Ducati. Semler Equipment importerer John Deere og Väderstad til landbrug samt entreprenørmaskiner fra bl.a. Hitachi
- Aktiviteter i Sverige, Estland, Letland og Litauen
- Semler Gruppen driver desuden finansiering, udlejning, opbygning samt rådgivning i kraft af selskaberne Volkswagen Semler Finans Danmark, Enterprise Rent-A-Car, Holo og Connected Cars
Kilde: Semler Gruppen
Semler Gruppen har i forvejen erfaring med komplekse maskinprodukter som Hitachi og John Deere, ligesom koncernen er langt fremme i omstillingen mod elektrificering af bilparken. Kompetencer, der nu skal bringes i spil i tungvognssektoren.
Bæredygtighed i fokus
Hos MAN Truck & Bus SE i Tyskland ser man også opkøbet som en styrkelse af den fælles fremtid.
– Vi deler værdier og visioner med Semler Gruppen. Deres markedsindsigt og erfaring med komplekse operationer vil være med til at styrke vores position i Danmark – særligt i forhold til den grønne omstilling, siger Roman Sitte, Head of Sales Area Europe og bestyrelsesformand i MAN Truck & Bus Danmark.
Om MAN Truck og BUS Danmark A/S
- MAN Truck & Bus er et firma tilhørende TRATON SE og beskæftiger mere end 34.000 mennesker verden over blandt de førende producenter af erhvervskøretøjer og udbydere af transportløsninger med lastbiler, varebiler og busser til passager- og godstransport
- MAN Truck & Bus Danmark omsatte for 1,2 mia. kr. i 2024
- Fokus på den grønne omstilling i transportsektoren og er langt fremme med udviklingen af kommercielle køretøjer på alternative drivmidler, som elektricitet
Kilde: Semler Gruppen
Klar til implementering i 2026
Handlen er betinget af godkendelse fra konkurrencemyndighederne og forventes endeligt gennemført i starten af 2026.
Semler Gruppen understreger, at MAN-brandet vil fortsætte med sit stærke fokus på kundeservice og bæredygtige løsninger – nu med ekstra muskler i ryggen.