Styrelse giver FDM ret: Fejl fælder Teslaer ved syn
Færdselsstyrelsen har slået fast, at bilisternes interesseorganisation, FDM, med rette ikke godkendte to Tesla Model 3 ved syn, efter at bilejerne uafhængigt af hinanden havde klaget over kravet om omsyn.
Det skriver FDM i en pressemeddelelse.
Synsresultaterne skyldtes i begge tilfælde "for meget slør i bøsninger i baghjulsophæng".
Tesla fandt imidlertid ingen fejl og mente, elbilerne burde være blevet godkendt, hvilket førte til klager og Færdselsstyrelsens gennemgang.
Styrelsen konkluderer, at bilerne havde væsentligt slør, og at synet var udført korrekt i begge sager.
Tidligere på året advarede FDM om, at der er mange Teslaer, der har slør i bøsninger i baghjulsophæng og i ratstammen.
Slør i baghjulsophæng betyder, at der er en løshed eller unormal bevægelse i de dele, der forbinder bilens baghjul til selve bilen.
Det gælder for både Model 3 og Model Y. Ifølge FDM er der indregistreret omkring 37.000 Model 3 og godt 40.000 Model Y i Danmark.
Normalt ser man først problemet på ældre biler, som har kørt mange kilometer, men FDM har set flere modeller med fejlen tidligt i bilernes levealder.
Det skaber tvivl om bilernes sikkerhed, skriver FDM, der har taget kontakt til Tesla for at få virksomheden til at løse problemerne.
- Vi forventer, at Tesla hjælper bilisterne, da det ikke er rimeligt, at forbrugeren står med en ekstra udgift til reparation og eventuelt omsyn, fordi bilen har en fejl, den ikke burde have, siger Lone Otto, områdechef i FDMs tekniske rådgivning.
I starten af året lød det fra FDM, at knap hver fjerde Model 3 fra årgang 2020, som sidste år var til syn, dumpede - blandt andet på grund af slør.
For øvrige elbiler lå dumpeprocenten på ni.
/ritzau/